Befri Dit Liv og dans din egen dans

Befri Dit Liv <3 Klip trådene og dans din egen dans

Erving Goffman har lavet en interessant teori der bygger på anskuelsen af samfundet som scene og befolkningen som aktører. Om vi optræder eller er skuespillere, er vi altid en del af en forestilling. Han teori har altid fascineret mig og passer meget godt med min egen måde, at anskue livet på.
Vi har ikke et fastlagt manus til vores forskellige roller, dog har vi reglerne under "almen dannelse, høflighed, loven, normer, opdragelse, det offentlige man" mm.

Dér har vi de første af kræfterne som trækker i trådene.
Sådan gør "man" bare. Eller sådan gør "man" IKKE - jeg er selv best bekendt med den sidste.

Da Monica, min dejlige søster, viste mig dette billede fik jeg den syge optur.

Dér var hun nemlig. Hun som danser på livets scene, i spotlightet ser vi de røde kinder, det farverige tøj og den imponerende dans. Da jeg så billedet kunne jeg høre publikum klappe og huje, lige præcis højt nok til, at de ikke hører den bragende latter fra ham der trækker trådene bag pigen på Scenen. Tæppet falder mens den første tåre rammer gulvet - lyden kun hun hører. Når tæppet falder er hun træt, forestillingerne udmatter hende, energien brugt på scenen mangler i kulissen hvor hun rigtigt er.
Jeg danser - derfor er jeg, for ingen hører mine tanker.
Når hun ligger for sig selv, når salen er tom og stilheden slår ekko gennem rummet, får hun ingen hvile. Når ingen trækker er trådene der stadig. Filtret ind i trådene, bundet af samfundet, fortiden og fremtiden kan hun knap få luft.
Hun drømmer om dansen hun kan danse, når trådene er kappet og hun er fri.

Er kærestesorg kun tilegnet de "gode forhold"?

Jeg fik en tanke i dag.

Har selv for nyligt gået igennem et "ophør af samvær og samliv" og oplever den berømte kærestesorg piv piv. Fordi min hjerne hele tiden analysere alt kom den i dag med et billede af en form for graf. Den viste graden af netværkets "break-up-support" i forhold til netværkets billede af personen, der nu har skiftet status til X. De krydsede ret lavt.
Det forstår jeg godt, i en sådan grad, at jeg slet ikke har tænkt på det før nu. Tanken og dens illustrationer fangede mig og har leget videre hele aftenen.
Jeg forstår godt nogen tænker lettelse og logik. Jeg anerkender begge som gældende faktorer, de udelukker bare ikke de resterende faktorer, som det forliste forhold byggede på oprindeligt. Uanset kaos, kredsede kaosset omkring kærlighed.
Vi har alle forskelige facader, roller, attituder what-ever. i forskellige sammenhænge. Derfor synes jeg det vigtigt at huske, at alle mennesker omkring os, har sider du ikke selv har set. Jeg er ikke naiv eller dum, jeg har levet med hjertet og det gjorde ondt. Forelskelse er midlertidig sindsyge. Den leger i den lune vind og fanger unge sjæles sind. Min konklusion på min undren, om "det er ikke noget tab" attituden efter et forlist forhold, drog mit hjerte inden hjernen fik en chance.
Det gør ikke mindre ondt, at miste min kæreste selvom han ikke var en "god kæreste" i menings-målingerne. Jeg valgte ham fordi det var ham jeg ville have. Nu er han væk. 

En kriminel kan kysse, lige så intens som en politimand.
En der har brugt munden til løgn, kan have brugt den samme mund, til kærlige ord.
En hånd der kan slå, kan også holde din hånd i sin.
En krop der kan løbe på flugt, kan også holde om dig når verden er ond.

Uden blide ord er der stille
Uden kærtegn er der ensomt
Uden kys er der tomt
Uden kroppen er der koldt

Der findes ingen optur uden nedtur
Andre ser kun nedturen.
De så ikke den aften Tivoli lyste op
De hørte ikke, hvordan musikkens toner eksploderede og nye brød frem
De så ikke passionen slå gnister
De så ikke kærlighedens lys smelte sammen i forenet flamme
De husker kun brand

De så ham slukke lyset i mine øjne
Ingen husker han var den der tændte dem
Der findes ingen optur uden nedtur

Han gav mig sin jakke i kulden
Han forkælede mig
Han tændte lys i mørket for mig
Han holdt om mig

Ingen så ham tørre mine tårer væk
For jeg ville ikke være sammen med nogen...
Ikke andre end Ham

Jeg spilder ingen tårer
Al kærlighed har værdi
Selvom den sårer
Gør det ondt når det er forbi

På bagsiden af medaljen - de gives vel for alt
Er en anden historie.
Den kræver ingen medlidenhed
Synes ikke det er synd for mig.
Den fortæller ingen nedtur uden optur
Jeg spilder ingen tårer
Tabet den historie beskriver, er hver en tåre værd.

Hvis ikke jeg er mig - hvem er så? Og hvem har penslen til at tegne mine grænser op?

Hvem er jeg?
Hvilken hårfarve har jeg?
Hvor stammer mine ønsker om fritidsinteresser fra?
Hvorfor er de aldrig blevet udlevet?
Hvor er mine grænser?
Hvordan sætter jeg dem?
Hvordan vil folk reagere?
Jeg har altid troet jeg kendte mig selv ret godt, jeg var bevidst om egne handle og tankemønstre og aaalt det crap der. Jeg havde også delvis ret, jeg kender nemlig alle mine rollers eller facaders karaktertræk. Jeg kender bare ikke den der vælger rollerne og på hvilket grundlag de er valgt.
Når din verden bliver vendt på hovedet og alting falder baglæns ned, skal du pludselig til, at samle brikkerne igen. Derfor må man starte ved begyndelsen, denne gang er det bare en stribe af film som man nu ser, med erfaringens briller på.

Hvis små detaljer i fortiden er forkerte eller får ny betydning, ændrer hele historien og i sidste ende en selv sig.

Grænser. Jeg mente jeg var god til, at sætte grænser Jeg bliver vred og har en veldokumenteret og rationel begrundelse for mine følelser. (I mit hoved i hvert fald). Ofte beskrevet som "overanalyserende" af andre. Selvom det jeg siger højt faktisk kun er toppen af hvad min hjerne allerede har en rapport liggende af. Ud fra diverse mystiske perspektiver. Jeg mente i hvert fald jeg havde styr på det, det havde jeg måske også i teorien, men da de grænser teorien havde opsat skulle overleve i praksis, kom jeg til kort. Grænser jeg har haft hele mit liv og måske bygget en del af min identitet på, er blevet overskredet, hvem er man så?

Hvad udgør vores identitet? Hvordan definere man sig selv og andre som person?
Når du lader andre overtræde dine grænser mister du respekt, for dem og dig selv for så er du ikke dit ord værd. Så begynder... Jeg at miste tiltro til mig selv, for mit ord er jo åbenbart ikke gældende? Min stemme tæller ikke? Når den mistro har infiltreret sig i minderne om grænsebrud bliver den som en rød tråd  gennem tankens lange gange. Og giver mig tilsyneladende også lyst til at skrive lange snørklede sætninger.. Til sidst overskrider jeg også selv mine grænser, lader mig lokke, selvmanipulere, på grund af tvang og til sidst mistede jeg min egen tro på dem, Uden grænser eksistere man ligesom bare ikke rigtig, sit jeg svæver rundt som en luftig sky og hvirvles rundt af alle vinde.

For at sætte grænser skal man kunne sige nej.
Det mente jeg ikke jeg havde noget problem med! Endnu engang var jeg halvvejs ret, den anden halvdel var bare mere sørgelig. Jeg kan nemlig komme på MANGE gange jeg har sagt nej :D ! Jeg kan desværre kun tælle få hvor jeg ikke lod mit nej overtale til et ja :( . Nadia det nytter ikke du siger nej hvis du ikke kan opretholde det! Så skælder jeg mig selv ud. Jeg forstår ikke hvorfor folk altid forventer en forklaring på mit nej - Because of the REASEN (jf. Friends)! Jeg har jo sagt nej, mine grunde må jeg vel selv bestemme hvem jeg deler med - eller hvad?
I stedet prøver jeg derfor, at komme med begrundelser: "jeg er faktisk ret træt", "jeg har ikke rigtig tid", "det er ret koldt" "det passer ikke ind" "det kan jeg ikke lige overskue" Osv. Jeg siger ikke længere direkte nej, jeg argumentere bare. Jeg har ladet mit nej blive objekt for diskussion hvor jeg er frataget halvdelen af mine rettigheder i og med en andens stemme har fået stemmeret.

Måske er det derfor jeg hader, når folk udtaler sig på mine vegne. Beskriver noget i mit liv ukorrekt, fortæller om følelser og oplevelser, som ikke er mine men udtales på mine vegne, min analytiske hjerne fortæller mig det er fordi jeg føler et overgreb mod min identitet som allerede er skrøbelig. Hmm. "Nadia har ikke noget imod... Nadia kan godt... Nadia vil* (what?) gerne...
Jeg føler nok ikke at nogen kender mig rigtigt, de kender kun rollerne. Derfor må de ikke udtale sig - de har ikke noget grundlag. "Du elskede sådan..." "Du blev så sur da.." "du glemte.."
Når folk udtaler sig på mine vegne vil jeg nok også modargumentere, Sikkert også hvis det kunne være rigtigt, for andre kan ikke svare for mig. Hvem har givet jer stemmeret?

At tillade sig at blive afbrudt - det er vel egentlig det vi gør når vi ikke gør opmærksom på det. Var der ikke en gang hvor man kun afbrød hvis det var noget? Sikkert derfor man dengang begyndte med et "du må undskylde jeg afbryder"  Åhh de gode gamle manere...
Hvis du afbryder mig så kan jeg godt blive vred. Hvis ikke bilen brænder eller vi har glemt baby i bussen, hvad gør så, at hvad du har at sige er vigtigere end mit? Skal vi duellere på ligeværd?
Tæller alle stemmer ikke lige? Mit hjerne forklarer det hurtigt til følelserne (ja den vej går min tankegang - til jer følelser i kroppen fiduser - jeg ved det godt). De der afbryder dig fortæller dig at det du siger er ligegyldigt, du identificere dig gennem din historie og hvis den mister sit værd, ligevel gør... jeg.

Tal ordentligt !

Så okay, jeg var ikke så nej stærk som jeg troede og mine grænser var åbenbart trukket op med en pensel dyppet i farver af naivitet, usikkerhed, utryghed, forestillinger, håb, brudte løfter og sår på forskellige helingstadier. Nu ser jeg det i det mindste, fra nu bliver de nok streget op med erfaringens sorte tush.

Det var nok toppen af dagens tankemylder. Undskyld evt. fejl - jeg retter neurotisk eller ikke og vælger ikke ;)

God aften :*

Vores medmennesker dør på gaden

Hjemløshed optager mine tanker en fredag aften. En fredag aften hjemme. Jeg er egentlig blevet vant til det og er faktisk begyndt at nyde det.
Jeg bliver dog stadig rastløs, er det ikke som om der er et vækkeur der går i gang når det bliver weekend?
Der er lige som en lille bil inden i en der gerne vil ud og køre ræs. Fra tiden hvor weekend bestod af lilletorsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag bliver man let rastløs når weekenderne nu knap skiller sig ud fra ugens øvrige dage. Når jeg så nu endelig sidder her, i et hjem der er mit, med mine egne ting omkring mig kan jeg endelig slappe af. I hvert fald fysisk, kroppen kan ligge i sengen og slappe af men hjernen mangler lidt sin egen seng. Jeg har tankemylder og dét- blandet med min egen tendens til at analysere alt gør, at jeg nu virkelig analysere alt. Jeg prøver at samle mine tanker med en rød tråd og derfor vil jeg dele dette indlæg om noget jeg har brugt mange tanker på, fordi jeg synes det er så vigtigt vi husker at hjælpe hinanden.

Nokia do not connect people, people connect people.
  

For lidt over en uge siden deltog jeg i begivenheden Vis respekt for mennesker i nød, hvor vi mødtes ved Amagerbro og lagde blomster og lys for den afdøde Daniel. En ung hjemløs der døde på på åben gade på tovet ved Amagerbro metrostation. Jeg deltog alene og havde derfor også god tid til, at observere den brogede folkemængde som samlede sig. Ved lysene og blomsterne sad de, som jeg fornemmede var hans nære venner og deromkring de som stod for arrangementet. Det var et for mig sjældent syn: Det store fokus rettet mod de mennesker de fleste normalt kigger væk for at undgå at se. Det gav mig kuldegysninger. Jeg lagde mærke til de som virkede mest påvirkede af situationen og som kendte Daniel. Hjemløse, påvirkede og udsatte. De gav flere gange udtryk for deres overraskelse og glæde over det store fremmøde. Personligt var jeg forundret over det jeg personligt anser som et ganske småt fremmøde. Forskellige typer mennesker samledes, dog flere udsatte end man ellers nok ville have set til et optog med et andet formål.
Da de med tårer i øjnene højt råbte hans navn og kiggede rundt på fremmødet kunne jeg ikke lade være selv, at få tårer i øjnene. Tårer i øjnene ville jeg få uanset hvad, andres smerte gør ondt som min egen, men her virkede hele situationen også bare så utrolig sørgelig. Jeg er nogle gange utrolig pessimistisk (mener andre) men jeg kan ikke lade være med, at føle vrede og frustration. For ja vi ser ham nu og det er smukt – men han er her jo ikke længere! Skal de udsatte dø for at blive set? Eller er vi blevet så koldt et samfund at vi bliver immune for elendigheden?
Jeg bliver nok ekstra berørt fordi jeg godt ved, at svaret på de spørgsmål er ja. Jeg kan mærke det på mig selv. Jeg kan for det første mærke jeg er jyde i København for mit hverdags billede er ikke tilsvarende, jeg er ikke vokset op med at gå forbi hjemløse hver eneste dag. Alligevel er det noget man kan vænne sig til, for jeg tager også mig selv i, at kigge væk. Jeg ved godt vi ikke kan hjælpe alle men det kan da ikke passe, at vores medmennesker risikerer at ligge og dø  en sovepose på Strøget mens glade shoppende danskere går lige forbi. 

Jeg bliver nok ekstra berørt af situationen fordi jeg selv lige har haft miljøet tæt på. De som dømmer dem på gaden med et enkelt blik, forstår ikke hvor kort turen til gaden kan være.  I mit tilfælde fra, at modtage sin bachelor som socialrådgiver, til selv, at være den der må binde hunden fast udenfor, mens jeg er til møde med socialrådgiveren fordi der ikke er noget hjem længere. Jeg har arbejdet ved Amagerbro station hvor Daniel døde og jeg så dem altid sidde på bænken mellem centret og metroen og drikke deres øl. Jeg er også bare gået forbi. Nu er mine før ubevidste fordomme om de som sover på bænken i parken eller på stationen ændret sig. Undskyldninger med, at hjemløshed er frivilligt, at de selv vælger det eller ikke er til at hjælpe, har jeg hørt i utallige år. Jeg har aldig accepteret hjemløsheden som det frie valg, selvom det i nogens tilfælde undtagelsesvis kan være tilfældet.
Jeg har set så mange på grænsen, fra sofasover til gadesovere - at de undskyldninger har mistet sin værdi! De mennesker jeg har mødt valgte det ikke selv. Jeg ved, at jeg i hvert fald ikke valgte sofasover livsstilen bevidst.
Så har vi bare opgivet? Det der frustrerer mig er den tendens jeg ser af "hver mand for sig selv" og enhver uheldig skæbne undskyldes med, at de "er selv ude om det".
Det er som folk glemmer, at hjemløse og andre udsatte er mennesker præcis som du og jeg, med følelser, værdier og drømme. At alle fødes med lige muligheder er ønsketænkning frem for fakta! Det er en undskyldning der bruges som sæbe når der skal vaskes hænder og samvittighed.
Jeg håber der snart sker en ændringsholdning i samfundet, lidt mindre Paradise og lidt mere medfølelse for de venner vi ikke har mødt endnu.

Samfundet er ikke fyldt med samvittighedsløse psykopater og de fleste tænker nok også, at det er tragisk og ikke burde forholde sig sådan- men så glemmer de det igen. Hvad med den hjemløse der døde bag 7-eleven i Hvidovre tidligere på året, har vi allerede glemt ham?
Dét jeg tror vi har glemt er, at det starter i de små. De færreste ender med, at sove på gaden fra en dag til en anden, hvor mange gange kunne ét menneske have gjort en forskel? Måske skal vi ikke være så fremmede overfor hinanden. Danmark er et ret lille land så mon ikke vi alle har et eller andet til fælles?

Jeg ser hvor bange folk er for at blande sig. Fra de små hjælpsomme ting som hvis vi ser nogen med et kort stå og se meget forvirrede ud, tilbyder vi så lige hurtigt vores hjælp til, at finde vej? Til de mere betydningsfulde som, hvis vi overværer, ser eller hører nogen blive udsat for vold, griber vi så ind? Jeg tror det starter i de små, ved at løfter nogle varer ned for den ældre dame i butikken eller bare holde døren. Smil til en du ikke kender - du ved ikke hvor stor forskel det kan gøre.

Prøver at samle trådene og begynder med et undskyld

Min plan var:


Gør den til et hjem.Få en lejlighed.
Medicin.
ugentlig terapi.
Genoptage interesser.
Være kreativ.
Sige nej.
Tilbage på arbejdsmarkedet.
Struktur.
Analysere og berette om hvad der har været et omvæltnings fyldt år for mig, for at sætte mig selv fri og vise andre i min situation de ikke er alene.
Ligesom alle ved noget du ikke ved, tror jeg også alle har noget til fælles med alle, måske bar ikke alle vi har lige meget lyst til at tale om. Jeg håber min rejse og beretningen herom kan give andre håb elle om ikke andet så bare underholdning.

Den plan er svær. De første uger fløj jeg på lykken af endelig at have fået et værelse og til og med på Bryggen. Jeg fik gjort rent, flyttet og indrettet. Sorteret og købt ind. Jeg er stadig ikke færdig, mangler meget, både vigtigt og bar fordi det kunne være sjovt ting. Jeg kan bare ikke finde energien længere. Hvad jeg troede var vendepunktet (Hvilket det stadig er) definerede jeg på min indre sitren af spænding og lyst, var kun et glimt af et liv som jeg stadig skal mange mørke dage igennem for at få som hverdag.

Hos min psykolog som jeg besøger ugentligt og som behandler mig for depression og traumer har vi fokus på at bearbejde, forstå og acceptere fortiden. Det er enormt udmattende at få vendt sit liv på hovedet flere gange og hele tiden opleve nye sving på stien. Jeg troede jeg kendte mig selv så godt men nu finder jeg mig selv i tvivl om hvad der er tilbage når man piller rollerne af som er skabt gennem tiden og infiltreret som personlighed.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare når folk spørger hvordan det går. Hvis folk kun spurgte når de ønskede svar ville det måske være lettere. Uroen for, at ligge andre til byrde med sine problemer ligger omkring svarmulighederne som en tyk sovs - derfor går det altid fint. Nogle gange går det ikke så godt, men der er garanteret noget lige på trapperne siger vi og nikker til hinanden mens smilet bliver mere anstrengt end naturligt.

Jeg spørger min psykolog om hvorfor. Hvorfor Gjorde jeg det? Hvorfor gjorde jeg ikke det?
Nogle spørgsmål kender jeg allerede svarene til, faktisk de fleste for min hjerne sover aldrig men analysere i stedet konstant alle følelser og handlinger. De fleste spørgsmål kan jeg svarene på, jeg har generelt svarene på alting. Hun er heldigvis dygtig til, at stille mig de rigtige spørgsmål så jeg oplever ny indsigt i mig selv og finder de svar jeg ikke vidste jeg havde. Jeg forsøger at genfinde min identitet, hvis jeg da nogensinde har kendt den, hvilket jeg i dag tvivler på.
Jeg fortæller hende, at jeg ikke kan forene mig med den bagage jeg har lagt i tasken det sidste år, at jeg ikke kan fortælle min historie uden skyld og skam. Jeg forsøger at forstå hvorfor. Forstå hvorfor jeg blev hos ham i det liv, forstå de valg jeg traf, forstå hvorfor jeg ignorerede alle advarselslamper, og forstå hvilke tidlige stier der har gjort jeg valgte den vej i livet.

Teorien er pt. at jeg ikke kan acceptere den rolle jeg har haft i min egen historie, jeg tager afstand fra de karakteristika der sammenfatter det liv. De valg jeg har truffet og de grænser jeg ikke satte gav mig en hverdag med minder fyldt af foragt, svigt, smerte og vrede.
Jeg prøver at bruge den positive psykologi.
Jeg er ikke et offer! Jeg er en overlever - men mens jeg overlevede gjorde jeg ting jeg ikke er stolt af.

Jeg frygter nok konfrontationen, med virkeligheden, med minderne, med mennesker og med fremtiden. Facebook er ikke sen til at give mig de sammenlignende briller på når startsiden viser gamle medlemmer af klikerne som nu rejser rundt i verden, uddanner sig, flytter, køber ejendom og stifter familie. Sammenlignet føler jeg mig som en isbjørn på en tynd isflage mens Shell og de andre puster varm røg i nakken af mig. Hvad siger man når folk så spørger "hvad med dig?"

Hvad vil jeg egentlig sige spørger jeg mig selv. En ting er undskyld.

Undskyld til Anette. Undskyld jeg svigtede din tillid og din gæstfrihed. Undskyld det mørke jeg bragte over din hverdag, undskyld dine bekymringer. Undskyld jeg brød dine regler. Undskyld jeg ikke tog ansvar, undskyld jeg ikke lyttede for du sagde det fra starten undskyld jeg er så selvdestruktiv at jeg  blev nødt til at gøre det alligevel. Undskyld min påvirkethed gav dig utryghed, undskyld jeg overlod min hvalp til dig. Undskyld du skulle blive ved med at se mig gå tilbage. Tak fordi du passede på mig. Jeg forstår jeg brød din tillid og du ikke længere stoler på mig, det er velfortjent, jeg var ikke mig selv, hvem jeg var ved jeg ikke men jeg græmmes ved mindet og du fortjener bedre.

Undskyld min anden Anette. Undskyld min omgangskreds gav dig utryghed, undskyld mit kaos fik betydning for os, undskyld for brudte aftaler og fraværende opførsel. Undskyld jeg brød pagten, men der står stadig Hoes Over Broes i mit hjerte <3

Undskyld Frank. Fordi du stod klar med hjælp uden et ord og fik problemer til gengæld. Undskyld jeg ikke var klar nok i hovedet til, at forstå faren jeg udsatte andre for og  undskyld du kom til skade pga. mig.

Undskyld Casper. Fordi du blev dømt ude alene for vores fortid og blev budt indbrud, trusler og politi i dit forsøg på at hjælpe mig. Tak for hjælpen - den gjorde forskellen.

Undskyld til min familie for bekymring og uro. Undskyld for min bitterhed og vrede, for min manglende evne til at give slip og for det fakta, at i mit liv er der kun tilskuere udover jeg selv. Jeg lukker ikke folk ude med vilje, ikke jer, ikke altid. Undskyld jeg gik glip af store begivenheder, undskyld mit kaos. Undskyld min uærlighed.

Undskyld til Gandhi. Du er mit drømme"barn" og jeg glædede mig til at give dig den bedste start på livet med uendelige mængder kærlighed og tryghed. I stedet fik du en opvækst hvor jeg flere dage var psykisk fraværende, det tætteste på et hjem var tasken under min arm indtil du voksede ud af den og måtte følge med kufferten ved siden af. Hver uge et nyt hjem og en ny sofa at bo på. Du oplevede en skiftende verden uden sikkerhed, struktur eller ro. Du oplevede vold, råb og kaos. Det gør ondt inden i når jeg tænker på mine svigt. Undskyld jeg gik tilbage til utrygheden - det bliver den sidste fejl. Heldigvis er du vokset op til en kærlig ung stribet ven med stor loyalitets følelse som altid er ved min side.


Jeg kunne fortsætte længe, men ideen er den samme, undskyld skaden jeg har tilført og tak for jeres hjælp.

Undskyld Nadia og undskyld til dem jeg end ikke kender.

Halvdelen af min underlæbe var blå, jeg havde 5 blå mærker på højre arm.
Jeg blev revet rundt på åben gade på Islands Brygge og skubbet ned på fortorvet og slog knæ, ankel og arm. Mit håndled var stadig forbundet efter at være blevet ramt af et basketbalbat som slog hul og ødelagde to knoer. Med hundesnoren i den raske venstre hånd forsøgte jeg, at lukke tasken igen- efter han rev den op og tog mine nøgler. Låsen blev ødelagt om morgenen da jeg fik "konfiskeret" min tlf og blev deforr kun holdt lukket af en sikkerhedsnål. Da jeg lå der på gaden, mens min hvalp bange forsøgte at gemme sig under en bil og var chokeret over hvad jeg var blevet udsat for. Chokeret over at den eneste reaktion omverdenen gav - var skældud af en dame lidt længere væk som kiggede op på grund af vores højlydte skænderi og bad os være stille!
Dér var det slut. Jeg flyttede på min venindes sofa og blev røvrendt der. jeg flyttede igen og igen. Frem og tilbage. Men det var ikke rigtig slut, det troede jeg men tog fejl.

Min bevidsthed begynder at åbne op for minder og følelser der ikke har været plads til tidligere, nu er der for første gang ro og sandheden skriger af mig i stilheden. Nu begynder kampen og jeg agter at vinde. Jeg vil prøve at finde mig selv - sig til hvis i har set mig derude...

paranoia overtager min identitet

Darkness surrounding me

embracing me

making me blind on the outside

making me cold on the inside

a well known darkness

that makes me a stranger

He who brings the darkness

is an old friend of mine

he came to protect me

warn me about danger

keep me safe

and protect my heart

keep sure it couldn’t be broken

in stead he isolated me

the healthy suspicion we need to survive

got substituted with a suspicion toward everything

he brought a darkness so strong it makes shadows fall in the darkest night.

Last name noia, first name para

always sitting on my shoulder

whispering in my ear

"don’t trust them" "they a lien" "the will you no good" "they are using you" "you are not welcome"

He speaks louder than the voice who I hope tells the truth

still hope the truth is that people are good

but in the moment

I dare not to do anything else but obey him

so I stand alone

trust nobody

walk in the shadows

and isolates myself

grand him my self controle

let him lead the way

not because it makes me happy

but because I'm scared

to scared to take a chance

so i obay is every order

close my heart

look away

sit in the darkness

take the knife

say goodbye

but I am never alone

he holds my hand

and we walk away

into the night

me and my paranoia.

NNJ 2010

I kølvandet på mine forældres skilsmisse og min depression fulgte paranoia. Da mine forældre blev skilt blev livets tæppe rykket væk under mig. Jeg har altid været tryghedsnarkoman, tillid og loyalitet betyder alt for mig. Da min far pludselig forsvandt og hele min familie blev dybt mærket forsvandt min indre tryghed og tillid. Hvis de rammer der altid har omgivet mig, kan forsvinde fra en dag til den anden. Hvis de mennesker man altid har kendt, dem man troede man kendte, pludselig viser nye sider af sig selv, hvordan kan man så føle sig sikker? Jeg har altid, i en hvis grad været kvindechauvinist, efter min far gik voksede min mistillid til mænd, troen på ægteskab og troskab. Pludselig stolede jeg ikke på dem omkring mig. Jeg havde konstant mistanke til min kæreste, derudover følte jeg mistillid til mine veninder. Jeg fik følelsen af, at jeg ikke kunne stole på nogen, at folk ikke ville være der for mig, at de ikke elskede mig. Som de fleste der har kæmpet med paranoia eller observeret folk med det måske ved, bliver hjernen snæversynet og når man er bange for at blive svigtet ser hjernen kun det som understøtter denne mistanke. Disse følelse resulterede i, at jeg mistede kontakten til den venindegruppe jeg var i, mistede min kæreste og droppede ud af 2. g. Den tog i høj grad mange af de egenskaber min personlighed før besad fra mig, frygten gjorde mig handlingslammet. I dag vender paranoiaen stadig tilbage i de mørke perioder, dog er jeg med terapi blevet bedre til at udfordre og kontrollere den. Digtet er skrevet i en af de perioder hvor jeg følte mig meget alene men følte mig ude af stand til at række ud, da min paranoia fortalte mig det ville være for farligt. 

Depression - min identitet svinder ind

Øjet kan tindre og munden kan le, for at skjule det indre som ingen må se.

ikke alle dage kan øjet tindre på kommando

når glæden intet sted i kroppen har at bo

ikke alle dage kan munden fake en latter

ting gør ondt jeg selv ikke fatter

på de dage bliver jeg bag nedrullede persienner

undgår alt og alle jeg kender

tøjet, dynen og tæpperne holder kroppen varm

tv og radio fortrænger stemmernes larm

mobilen er stille, livet har jeg glemt, og det har glemt mig

livet der før var let, er ikke længere en leg

eller også har jeg glemt hvordan man gør

forstenet i mit mørke bag den låste dør

Så mange ting jeg skal og bør

så meget man skal nå inden man dør

aftaler, skolen, lektier, arbejde, rengøring, hund

vægten daler dagligt, pund for pund

pillerne tager appetitten,gør pupillerne støre og gør mig søvnløs

rodet vokser, kommer længere bagefter med alt, men ligger stadig i min døs

frustreret over min manglende energi

mangler struktur og mangler pli

for svag og sølle til at rette ryggen

leder efter styrken til at genfinde lykken

indtil da vil øjet tindre og munden le

for at skjule det indre som ingen må se.

NNJ 2011

Dette digt skrev jeg under min 2. depression, for hver gang depressionerne er vent tilbage har det været med fornyet kraft. I forbindelse med dette følte jeg mig i høj grad lammet. Mine intentioner følte jeg mig ude af stand til, at føre ud i livet. Mine følelser blev domineret af paranoia. Mit overskud var knap eksisterende. Min opvask voksede, venskaber gled ud. Det eneste der varede ved, var min modvilje mod at inddrage andre i mine følelser og situation. For øjet kan tindre og munden kan le, for at skjule det indre som ingen må se. (denne linje er taget fra udsendelsen "de vilde unge" jeg så som 13-årig og som pludselig dukkede op i mit hoved, det resterende er eget værk) 

Hvad er meningen?

Når livet

er et puslespil

med

sort motiv

og uden

hjørnebrikker.

Er det svært 

at samle brikkerne  

Og finde meningen

NNJ 2013

Skilsmissebarn - en ny identitet

In my memory of childhood, the sun shines,
A happy family and no worries...
Untill drips of darkness
fell upon my world
When did the darkness buy the right to my soul?
When did the sky become home for more clouds than sun?


When the pickture perfekt family broke, it broke into a thousend pieces.
Each piece, cought by the hand of darkness.
I have cried, a thousend tears,
the tears of my own lost hope,
the tears of my family
the tears of my brother, my sisters, my mother and my father
the tears of the death of safety in love.


The tears of sorrow, gave life to the seed of darkness, planted in my soul,


Dette digt skrev jeg efter mine forældres skilsmisse som tog hårdt på både jeg selv og resten af familien.
Skilsmissen betød en ny identitet. Skilsmissebarn frem for en del af en kernefamilie. Ulykkelige forældre og skænderier frem for glæde og tryghed. En tom stol ved bordet, glimt i øjet erstattet af tåre, trygheden revet væk, ord man ikke vil høre om en man elsker, sagt af den anden man elsker. 
Da mine forældre blev skilt kom det som et chok for mig, skilsmissen var lang og fyldt med drama, intriger, skænderier og voldsomme episoder som involverede alle i familien. Den dag i dag er familien stadig ikke sammen og flere er ikke på talefod. Da de blev skilt fik jeg min første depression, i skrivende stund kæmper jeg med den 4.

Velkommen til bloggen Befri Dit Liv

Velkommen til bloggen Befri Dit Liv 

Befri Dit Liv. Titlen er valgt ud fra projektets tema, en problemstilling jeg tror de fleste af os kender, unge som ældre, nemlig ønsket om at være sig selv, finde sin plads i livet og skabe sin egen identitet.

De fleste forbinder nok det at skabe sin identitet med den tidlige ungdom og teenageårene. Det må også anses som rigtigt at det er her de fleste har størst fokus på sin identitet, uden måske at gøre sig bevidste tanker om det, da det er her vi begynder at løsrive os fra vores forældre og blive mere "os selv". 

Dog er identitet selvfølgelig ikke en fast størrelse som man går ud og køber sig i teenageårene og bærer resten af livet, vores identitet er under konstant forandring og påvirkes af de valg vi træffer, de personer vi omgås, det samfund vi lever i og de udfordringer vi møder. 

For mig er specielt de udfordringer som vi møder i vores identitetsskabelse interessant. 

Jeg har ofte hørt andre sige "jeg ville ønske jeg var lidt mere... (indsæt selv adjektiv)" og tænker ofte selv at jeg ville ønske jeg var lidt mere modig, initiativrig, imødekommende, spændende. Når vi bliver spurgt hvor vi ser os selv om fem år, tror jeg de fleste af os visuelt ser vores fremtidige jeg, hun/han har måske tabt sig, er mere muskuløs, har et nyt job, en familie, hus, går til sport, deltager i spændende arrangementer osv. Nogle ting må nødvendigvis ligge ude i fremtiden, ønske jobbet kan være forudsat en længere uddannelse eller opsparingen til drømme huset eller rejsen til Asien er ikke stor nok endnu, til drømmen kan realiseres. 

Men.. Og der er et men, det er netop dette men som jeg interessere mig for. Hvis man drømmer om at være "en anden" en den man er (læs: En anden udgave af sig selv) Hvorfor er vi det så ikke? 

Jeg er selv en drømmende person og når jeg drømmer om den jeg gerne vil være, ligner hun faktisk den jeg altid har drømt om at være, siden netop teenageårene. I nogle perioder har jeg været tættere eller længere væk fra denne personlighed, men jeg har aldrig helt nået den. Det vigtigste har altid været, at være selvstændig. Jeg har altid ville være min egen herre og ikke lade mig påvirke af andres meninger og begrænsninger. Jeg har altid drømt om, at være selvsikker, udadvent, spontan, veganer, tage ud at rejse, kæmpe for det gode liv, gå til yoga/selvforsvar/dans, udgive bøger og lære et fremmedsprog. Til mit eget forsvar har jeg realiseret en del af mine ønske til mig selv; Jeg flyttede fra Jylland til København og gennemførte uddannelsen som socialrådgiver. Dog oplever jeg næsten dagligt følelsen af at svigte mig selv, have noget jeg gerne vil uden at føre det ud i livet, jeg oplever at blive begrænset, det er disse begrænsninger projekt Befri Dit Liv fokusere på. Målet er at identificere disse begrænsninger for at få den gennemarbejdet og lagt bag mig og på denne måde befri mit liv. 

Ønsket er frihed. Ønsket er også at række ud til andre som selv sidder i en svær situation.
Ønsket er realiseringen af drømmen om revolution - fokus for revolutionen er Ulighed - grundet køn, race, kapital.

God læselyst