For Ca. et år siden begyndte jeg, at lede efter mig selv.
I en terapi session gik vi tilbage i tiden, jeg trak vejret dybt, blev guidet ned af trapper, gennem stier og skov for til sidst, at finde mig selv som barn. Det var frustrerende for Lille Nadia ville ikke tale med mig. Jeg troede hun ville have alle svarene, i barnets logiske højde og var ulykkelig over, at blive afvist af mig selv. Min tendens til, at holde andre på afstand er åbenbart konsekvent, selv når det gælder mig selv.
I dag siger Lille Nadia stadig ikke så meget men hun er med mig hele tiden og det er mit job, at passe på hende.
365 dage.
Jeg er glad for der er gået et år, selvom det ofte føles som igår. Lejligheden er en anden, nr. 2 siden dén og der bor kun Striben og jeg bag døren.
Et nyt liv, et frit liv i frit fald - man skal huske at gribe sig selv!
Nu lærer jeg, at sige nej, overraskes over sværhedsgraden over det simple ord men prøver, at tænke på mig selv. Jeg har fundet en tykkere pensel til, at tegne grænserne op. Det er Nadia tid nu og i andre må vente.
Det er grænserne der gør, at jeg ikke behøver føle andres smerte Det er grænserne der forhindre mig i, at gå ind og tage ansvar for andres ulykke. Jeg har min egen værdi - jeg behøver ikke, tage ansvar for andres følelser for, at være værdifuld. Det er mit liv nu og nu stræber jeg kun efter min egen anerkendelse. Jeg tabte mit liv på gulvet og det gik i stykker - men jeg valgte, at samle skårene igen og begynde forfra. Rydde skabet for skeletter og lave plads til mine kasser og gøre livskvalitet til en mulighed.
Jeg har lavet en million forskellige udgaver af Nadia- nu
prøver jeg at samle dem i en. Nogle af dem oplever jeg som diametrale
modsætninger og kompleksiteten i mit væsen bliver stor. Nogle af dem står som tidligere
udgaver af den udgave der præsenterer sig i nuet for jer.
Jeg har levet så mange liv, tusinde historier, sært inddelt, som var det selvstående afsnit i en tragikomisk dramaserie,- der nu bliver genudsendt på repeat i "sindets bedste sende tid".
Det må være min grænseløshed der får dem til, at flagre sådan omkring, de har alle individuelle sind som de argumenterer ud fra- og oftest råber alle i munden på hinanden.
Jeg prøver, at finde balancen.
Jeg prøver, at styre kasserne med veninder, familie, mænd, hund, arbejde, økonomi, bolig, behandling og Nadia.
Kassen med mænd står tættest på skraldespanden og tømmes rutinevist – her er intet hjerte at stjæle (jeg er på min egen symbolske rejse for, at finde dét, - i selskab med blikmanden, fugleskræmslet og løven).
Den kasse stiller jeg udenfor døren og står nu med hænderne i siden og kigger på de resterende kasser. Nogle er større end andre, nogle har skarpe hjørner og nogle har med tiden fået en svag bund og skal flyttes med forsigtighed.
Kassen med boligprojektet er selv fyldt til bristepunktet med kasser, nogle gange ser den ud til at kunne giver efter for presset indefra og sprænge op trods det stædige gaffetape. Det københavnske boligmarked giver mig både kvalme og åndedrætsbesvær (!). Jeg stiller den forsigtigt i et hjørne.
Næsten på refleks griber jeg den næste kasse. Jeg passer omhyggeligt på kassen med økonomi som jeg stiller ovenpå boligkassen. Den er ikke så stor og bliver let væk, der er lidt huller i den ene side man skal huske, at holde op af når man flytter den.
Jeg forsøger, at balancere med økonomien over hovedet mens jeg forsigtigt forsøger, at manøvre omkring kasserne i det halvdunkle værelse. Mens jeg når op og forsigtigt stiller økonomien op på boligen, rammer mit knæ kassen med veninder der står lidt midt i det hele. Trykket på kassen får en gammel mp3-afspiller til, at gå i gang og spille glemte ynglings numre, i de glemte numre ligger også glemte minder. Jeg rækker ned i kassen og slukker det også glemte musikapparat, som mobiltelefonen i dag så hovmodigt har gjort arbejdsløs.
Jeg har levet så mange liv, tusinde historier, sært inddelt, som var det selvstående afsnit i en tragikomisk dramaserie,- der nu bliver genudsendt på repeat i "sindets bedste sende tid".
Det må være min grænseløshed der får dem til, at flagre sådan omkring, de har alle individuelle sind som de argumenterer ud fra- og oftest råber alle i munden på hinanden.
Jeg prøver, at finde balancen.
Jeg prøver, at styre kasserne med veninder, familie, mænd, hund, arbejde, økonomi, bolig, behandling og Nadia.
Kassen med mænd står tættest på skraldespanden og tømmes rutinevist – her er intet hjerte at stjæle (jeg er på min egen symbolske rejse for, at finde dét, - i selskab med blikmanden, fugleskræmslet og løven).
Den kasse stiller jeg udenfor døren og står nu med hænderne i siden og kigger på de resterende kasser. Nogle er større end andre, nogle har skarpe hjørner og nogle har med tiden fået en svag bund og skal flyttes med forsigtighed.
Kassen med boligprojektet er selv fyldt til bristepunktet med kasser, nogle gange ser den ud til at kunne giver efter for presset indefra og sprænge op trods det stædige gaffetape. Det københavnske boligmarked giver mig både kvalme og åndedrætsbesvær (!). Jeg stiller den forsigtigt i et hjørne.
Næsten på refleks griber jeg den næste kasse. Jeg passer omhyggeligt på kassen med økonomi som jeg stiller ovenpå boligkassen. Den er ikke så stor og bliver let væk, der er lidt huller i den ene side man skal huske, at holde op af når man flytter den.
Jeg forsøger, at balancere med økonomien over hovedet mens jeg forsigtigt forsøger, at manøvre omkring kasserne i det halvdunkle værelse. Mens jeg når op og forsigtigt stiller økonomien op på boligen, rammer mit knæ kassen med veninder der står lidt midt i det hele. Trykket på kassen får en gammel mp3-afspiller til, at gå i gang og spille glemte ynglings numre, i de glemte numre ligger også glemte minder. Jeg rækker ned i kassen og slukker det også glemte musikapparat, som mobiltelefonen i dag så hovmodigt har gjort arbejdsløs.
Kasser burde være lette at stable og systematisere, men ingen
af mine kasser er helt firkantede længere og stiller sig stædigt på bagben for en
omgang stabling.
Det sker ofte at de laver ”trold ud af æsken” stuntet, - så mens jeg sortere én kasse, springer en anden pludselig op. Nogle gange føler jeg, at jeg står helt alene i kasseland, mens indholdet af samtlige kasser er sprunget ud - som en million kringlede brikker som jeg nu står overfor at skulle samle. Suk.
.
Tankemylderet virkeliggør sig og spreder sig som myrer i værelset og besøger hvert hjørne af kasserne. Jeg ryster på hovedet og trænger vist til luft. Op af hundekassen springer min bedste ven, han har også en hel del indflydelse på indholdet i kasserne og stikker tit sin stribede snude under låget til kasserne når han lusker alene omkring.
Hurtigt er vi ude af kassen vi pt kalder ”hjem” og jeg trækker vejret dybt. Sommeren har en fantastisk duft og det er en fornøjelse at gå mellem de mange skønne duftindtryk, nogle blomsters duft minder mig om min barndom. Så kan familiekassens aura pludselig nå mig og det giver et sug i maven. Glade minder set i et album, hvor indholdet i dag er trevlet op bliver en ambivalent følelse. Derfor går sorg og glæde hånd i hånd gennem mit følelses-registers lange gange som et morbidt brudepar. På de lange gange hænger billeder i tusindvis, et stort et af familien ved jul mens alle stadig er samlet og ånden er kærlig, andre er mere tilfældige, en sommerdag med vandkamp og grill, hvor skuldrene blev brune mens spanden blev fyldt med ribs fra haven. Jeg bliver varm ved mindet om tryghed da glæden går forbi, men som ved en gnist vækkes kontrasten, da sorgen over tabet af trygheden, lægger sin hånd tungt på min skulder. Alle mine personlige versioner stejler mod utryghed.
Min hjertebanken stiger og først ved et ryk i snoren opdager jeg at tankerne var stukket af -med mig på slæb. Jeg kæler for Striben der logrer glad og trækker vejret dybt. Min vejrtrækning er mit anker, jeg puster ud og vender igen opmærksomheden mod de smukke blomster vi passerer på vores vej.
Lad mig blive mindfull og leve i nuet tænker jeg for mig selv. Jeg trækker vejret, mærker solen, dufter til blomsten og afviser de tre ubehageligheder i døren som en mindfull dørmand.
Det sker ofte at de laver ”trold ud af æsken” stuntet, - så mens jeg sortere én kasse, springer en anden pludselig op. Nogle gange føler jeg, at jeg står helt alene i kasseland, mens indholdet af samtlige kasser er sprunget ud - som en million kringlede brikker som jeg nu står overfor at skulle samle. Suk.
.
Tankemylderet virkeliggør sig og spreder sig som myrer i værelset og besøger hvert hjørne af kasserne. Jeg ryster på hovedet og trænger vist til luft. Op af hundekassen springer min bedste ven, han har også en hel del indflydelse på indholdet i kasserne og stikker tit sin stribede snude under låget til kasserne når han lusker alene omkring.
Hurtigt er vi ude af kassen vi pt kalder ”hjem” og jeg trækker vejret dybt. Sommeren har en fantastisk duft og det er en fornøjelse at gå mellem de mange skønne duftindtryk, nogle blomsters duft minder mig om min barndom. Så kan familiekassens aura pludselig nå mig og det giver et sug i maven. Glade minder set i et album, hvor indholdet i dag er trevlet op bliver en ambivalent følelse. Derfor går sorg og glæde hånd i hånd gennem mit følelses-registers lange gange som et morbidt brudepar. På de lange gange hænger billeder i tusindvis, et stort et af familien ved jul mens alle stadig er samlet og ånden er kærlig, andre er mere tilfældige, en sommerdag med vandkamp og grill, hvor skuldrene blev brune mens spanden blev fyldt med ribs fra haven. Jeg bliver varm ved mindet om tryghed da glæden går forbi, men som ved en gnist vækkes kontrasten, da sorgen over tabet af trygheden, lægger sin hånd tungt på min skulder. Alle mine personlige versioner stejler mod utryghed.
Min hjertebanken stiger og først ved et ryk i snoren opdager jeg at tankerne var stukket af -med mig på slæb. Jeg kæler for Striben der logrer glad og trækker vejret dybt. Min vejrtrækning er mit anker, jeg puster ud og vender igen opmærksomheden mod de smukke blomster vi passerer på vores vej.
Lad mig blive mindfull og leve i nuet tænker jeg for mig selv. Jeg trækker vejret, mærker solen, dufter til blomsten og afviser de tre ubehageligheder i døren som en mindfull dørmand.
For 365 dage siden havde jeg konstant så kraftig uro, at jeg nærmest følte smerte i mit hjerte og i toppen af mine lunger og med hvert hjertebanken følte jeg hjertet slog imod mine ribben i en faretruende stressende trommen.
I dag kan jeg trække vejret igen, jeg skal ganske vist stadig minde mig selv om det, men jeg ved nu hvordan. Hvordan jeg kan få ro, sænke skuldrene og trække vejret dybt mens jeg finder frem til nuet hvor jeg er tryg.
I dag kan jeg trække vejret igen, jeg skal ganske vist stadig minde mig selv om det, men jeg ved nu hvordan. Hvordan jeg kan få ro, sænke skuldrene og trække vejret dybt mens jeg finder frem til nuet hvor jeg er tryg.
Tankemylder og fantasi i søndags stemning.
- Perfectly imperfect - who cares? <3
