Prøver at samle trådene og begynder med et undskyld

Min plan var:


Gør den til et hjem.Få en lejlighed.
Medicin.
ugentlig terapi.
Genoptage interesser.
Være kreativ.
Sige nej.
Tilbage på arbejdsmarkedet.
Struktur.
Analysere og berette om hvad der har været et omvæltnings fyldt år for mig, for at sætte mig selv fri og vise andre i min situation de ikke er alene.
Ligesom alle ved noget du ikke ved, tror jeg også alle har noget til fælles med alle, måske bar ikke alle vi har lige meget lyst til at tale om. Jeg håber min rejse og beretningen herom kan give andre håb elle om ikke andet så bare underholdning.

Den plan er svær. De første uger fløj jeg på lykken af endelig at have fået et værelse og til og med på Bryggen. Jeg fik gjort rent, flyttet og indrettet. Sorteret og købt ind. Jeg er stadig ikke færdig, mangler meget, både vigtigt og bar fordi det kunne være sjovt ting. Jeg kan bare ikke finde energien længere. Hvad jeg troede var vendepunktet (Hvilket det stadig er) definerede jeg på min indre sitren af spænding og lyst, var kun et glimt af et liv som jeg stadig skal mange mørke dage igennem for at få som hverdag.

Hos min psykolog som jeg besøger ugentligt og som behandler mig for depression og traumer har vi fokus på at bearbejde, forstå og acceptere fortiden. Det er enormt udmattende at få vendt sit liv på hovedet flere gange og hele tiden opleve nye sving på stien. Jeg troede jeg kendte mig selv så godt men nu finder jeg mig selv i tvivl om hvad der er tilbage når man piller rollerne af som er skabt gennem tiden og infiltreret som personlighed.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare når folk spørger hvordan det går. Hvis folk kun spurgte når de ønskede svar ville det måske være lettere. Uroen for, at ligge andre til byrde med sine problemer ligger omkring svarmulighederne som en tyk sovs - derfor går det altid fint. Nogle gange går det ikke så godt, men der er garanteret noget lige på trapperne siger vi og nikker til hinanden mens smilet bliver mere anstrengt end naturligt.

Jeg spørger min psykolog om hvorfor. Hvorfor Gjorde jeg det? Hvorfor gjorde jeg ikke det?
Nogle spørgsmål kender jeg allerede svarene til, faktisk de fleste for min hjerne sover aldrig men analysere i stedet konstant alle følelser og handlinger. De fleste spørgsmål kan jeg svarene på, jeg har generelt svarene på alting. Hun er heldigvis dygtig til, at stille mig de rigtige spørgsmål så jeg oplever ny indsigt i mig selv og finder de svar jeg ikke vidste jeg havde. Jeg forsøger at genfinde min identitet, hvis jeg da nogensinde har kendt den, hvilket jeg i dag tvivler på.
Jeg fortæller hende, at jeg ikke kan forene mig med den bagage jeg har lagt i tasken det sidste år, at jeg ikke kan fortælle min historie uden skyld og skam. Jeg forsøger at forstå hvorfor. Forstå hvorfor jeg blev hos ham i det liv, forstå de valg jeg traf, forstå hvorfor jeg ignorerede alle advarselslamper, og forstå hvilke tidlige stier der har gjort jeg valgte den vej i livet.

Teorien er pt. at jeg ikke kan acceptere den rolle jeg har haft i min egen historie, jeg tager afstand fra de karakteristika der sammenfatter det liv. De valg jeg har truffet og de grænser jeg ikke satte gav mig en hverdag med minder fyldt af foragt, svigt, smerte og vrede.
Jeg prøver at bruge den positive psykologi.
Jeg er ikke et offer! Jeg er en overlever - men mens jeg overlevede gjorde jeg ting jeg ikke er stolt af.

Jeg frygter nok konfrontationen, med virkeligheden, med minderne, med mennesker og med fremtiden. Facebook er ikke sen til at give mig de sammenlignende briller på når startsiden viser gamle medlemmer af klikerne som nu rejser rundt i verden, uddanner sig, flytter, køber ejendom og stifter familie. Sammenlignet føler jeg mig som en isbjørn på en tynd isflage mens Shell og de andre puster varm røg i nakken af mig. Hvad siger man når folk så spørger "hvad med dig?"

Hvad vil jeg egentlig sige spørger jeg mig selv. En ting er undskyld.

Undskyld til Anette. Undskyld jeg svigtede din tillid og din gæstfrihed. Undskyld det mørke jeg bragte over din hverdag, undskyld dine bekymringer. Undskyld jeg brød dine regler. Undskyld jeg ikke tog ansvar, undskyld jeg ikke lyttede for du sagde det fra starten undskyld jeg er så selvdestruktiv at jeg  blev nødt til at gøre det alligevel. Undskyld min påvirkethed gav dig utryghed, undskyld jeg overlod min hvalp til dig. Undskyld du skulle blive ved med at se mig gå tilbage. Tak fordi du passede på mig. Jeg forstår jeg brød din tillid og du ikke længere stoler på mig, det er velfortjent, jeg var ikke mig selv, hvem jeg var ved jeg ikke men jeg græmmes ved mindet og du fortjener bedre.

Undskyld min anden Anette. Undskyld min omgangskreds gav dig utryghed, undskyld mit kaos fik betydning for os, undskyld for brudte aftaler og fraværende opførsel. Undskyld jeg brød pagten, men der står stadig Hoes Over Broes i mit hjerte <3

Undskyld Frank. Fordi du stod klar med hjælp uden et ord og fik problemer til gengæld. Undskyld jeg ikke var klar nok i hovedet til, at forstå faren jeg udsatte andre for og  undskyld du kom til skade pga. mig.

Undskyld Casper. Fordi du blev dømt ude alene for vores fortid og blev budt indbrud, trusler og politi i dit forsøg på at hjælpe mig. Tak for hjælpen - den gjorde forskellen.

Undskyld til min familie for bekymring og uro. Undskyld for min bitterhed og vrede, for min manglende evne til at give slip og for det fakta, at i mit liv er der kun tilskuere udover jeg selv. Jeg lukker ikke folk ude med vilje, ikke jer, ikke altid. Undskyld jeg gik glip af store begivenheder, undskyld mit kaos. Undskyld min uærlighed.

Undskyld til Gandhi. Du er mit drømme"barn" og jeg glædede mig til at give dig den bedste start på livet med uendelige mængder kærlighed og tryghed. I stedet fik du en opvækst hvor jeg flere dage var psykisk fraværende, det tætteste på et hjem var tasken under min arm indtil du voksede ud af den og måtte følge med kufferten ved siden af. Hver uge et nyt hjem og en ny sofa at bo på. Du oplevede en skiftende verden uden sikkerhed, struktur eller ro. Du oplevede vold, råb og kaos. Det gør ondt inden i når jeg tænker på mine svigt. Undskyld jeg gik tilbage til utrygheden - det bliver den sidste fejl. Heldigvis er du vokset op til en kærlig ung stribet ven med stor loyalitets følelse som altid er ved min side.


Jeg kunne fortsætte længe, men ideen er den samme, undskyld skaden jeg har tilført og tak for jeres hjælp.

Undskyld Nadia og undskyld til dem jeg end ikke kender.

Halvdelen af min underlæbe var blå, jeg havde 5 blå mærker på højre arm.
Jeg blev revet rundt på åben gade på Islands Brygge og skubbet ned på fortorvet og slog knæ, ankel og arm. Mit håndled var stadig forbundet efter at være blevet ramt af et basketbalbat som slog hul og ødelagde to knoer. Med hundesnoren i den raske venstre hånd forsøgte jeg, at lukke tasken igen- efter han rev den op og tog mine nøgler. Låsen blev ødelagt om morgenen da jeg fik "konfiskeret" min tlf og blev deforr kun holdt lukket af en sikkerhedsnål. Da jeg lå der på gaden, mens min hvalp bange forsøgte at gemme sig under en bil og var chokeret over hvad jeg var blevet udsat for. Chokeret over at den eneste reaktion omverdenen gav - var skældud af en dame lidt længere væk som kiggede op på grund af vores højlydte skænderi og bad os være stille!
Dér var det slut. Jeg flyttede på min venindes sofa og blev røvrendt der. jeg flyttede igen og igen. Frem og tilbage. Men det var ikke rigtig slut, det troede jeg men tog fejl.

Min bevidsthed begynder at åbne op for minder og følelser der ikke har været plads til tidligere, nu er der for første gang ro og sandheden skriger af mig i stilheden. Nu begynder kampen og jeg agter at vinde. Jeg vil prøve at finde mig selv - sig til hvis i har set mig derude...