paranoia overtager min identitet

Darkness surrounding me

embracing me

making me blind on the outside

making me cold on the inside

a well known darkness

that makes me a stranger

He who brings the darkness

is an old friend of mine

he came to protect me

warn me about danger

keep me safe

and protect my heart

keep sure it couldn’t be broken

in stead he isolated me

the healthy suspicion we need to survive

got substituted with a suspicion toward everything

he brought a darkness so strong it makes shadows fall in the darkest night.

Last name noia, first name para

always sitting on my shoulder

whispering in my ear

"don’t trust them" "they a lien" "the will you no good" "they are using you" "you are not welcome"

He speaks louder than the voice who I hope tells the truth

still hope the truth is that people are good

but in the moment

I dare not to do anything else but obey him

so I stand alone

trust nobody

walk in the shadows

and isolates myself

grand him my self controle

let him lead the way

not because it makes me happy

but because I'm scared

to scared to take a chance

so i obay is every order

close my heart

look away

sit in the darkness

take the knife

say goodbye

but I am never alone

he holds my hand

and we walk away

into the night

me and my paranoia.

NNJ 2010

I kølvandet på mine forældres skilsmisse og min depression fulgte paranoia. Da mine forældre blev skilt blev livets tæppe rykket væk under mig. Jeg har altid været tryghedsnarkoman, tillid og loyalitet betyder alt for mig. Da min far pludselig forsvandt og hele min familie blev dybt mærket forsvandt min indre tryghed og tillid. Hvis de rammer der altid har omgivet mig, kan forsvinde fra en dag til den anden. Hvis de mennesker man altid har kendt, dem man troede man kendte, pludselig viser nye sider af sig selv, hvordan kan man så føle sig sikker? Jeg har altid, i en hvis grad været kvindechauvinist, efter min far gik voksede min mistillid til mænd, troen på ægteskab og troskab. Pludselig stolede jeg ikke på dem omkring mig. Jeg havde konstant mistanke til min kæreste, derudover følte jeg mistillid til mine veninder. Jeg fik følelsen af, at jeg ikke kunne stole på nogen, at folk ikke ville være der for mig, at de ikke elskede mig. Som de fleste der har kæmpet med paranoia eller observeret folk med det måske ved, bliver hjernen snæversynet og når man er bange for at blive svigtet ser hjernen kun det som understøtter denne mistanke. Disse følelse resulterede i, at jeg mistede kontakten til den venindegruppe jeg var i, mistede min kæreste og droppede ud af 2. g. Den tog i høj grad mange af de egenskaber min personlighed før besad fra mig, frygten gjorde mig handlingslammet. I dag vender paranoiaen stadig tilbage i de mørke perioder, dog er jeg med terapi blevet bedre til at udfordre og kontrollere den. Digtet er skrevet i en af de perioder hvor jeg følte mig meget alene men følte mig ude af stand til at række ud, da min paranoia fortalte mig det ville være for farligt.