hele mennesker eller splittede individer

Hele mennesker eller splittede individer?  Følelser og opdragelse.
Disclaimer: Det handler ikke om at finde skyld eller bringe skam men om at turde være ærlige så vi derfra kan skabe positiv forandring. Vi behøver ikke være perfekte men lad os stræbe efter udvikling i kærlighed til os selv og de næste generationer.

Børn er umiddelbare og ærlige. Børn er hele mennesker indtil vi opdrager dem til, at splitte sig fra sig selv. 
Og hvordan gør vi så det spørger du ? Husk at tilknytning er afgørende for overlevelse og udvikling.
Evolutionen i vores DNA fortæller instinktivt, at uden vores forældre (flokken) vil vi ikke overleve. 
Tilknytningen er derfor barnets naturlige 1. prioritet.
Følelser er informationer som vi skal bruge. Vores intuition er en anden af evolutionens gaver og de som ikke mærker faren i maven bliver spist til aften.  Vores følelser er vores individuelle retningslinjer.
I vores kultur er den følelsesmæssige intelligens desværre meget lav og et tema som nærmest er helt overset.
Selvværd og accept søges i det ydre, med hvad vi kan gøre eller købe.
Vores værdi er betinget udefra og det er en meget uhensigtsmæssig menneskeforståelse.
Vi opdrager børn til, at blive den "accepterede udgave" frem for, at opdrage dem til, at kunne identificere og handle ud fra deres følelser.
Frem for, at lære dem, at de er accepteret og elsket som den de er, uanset hvordan det ser ud- opdrager vi dem i stedet ubevidst til, at vende sig selv ryggen. Det er noget vi alle har lært fra generation til generation.
Igen: Formålet er ikke, at pege fingre men blot konstatere hvordan landet ligger - så vi kan gøre noget nyt.

Vi ved, at børn er svampe som suger informationer til sig - de informationer bliver ubevidste retningslinjer for resten af livet. Når vi som forældre/voksne ikke kan rumme når børn fx. Bliver kede af det, - og i stedet for, at hjælpe dem med at identificere følelsen, -acceptere og rumme dem, men i stedet afleder dem - "Se hvad jeg har købt i dag" eller "tror du ikke der er en stor is i fryseren". Når vi afleder frem for at træne deres følelsesmæssige intelligens, træner vi barnet i at aflede fra sit indre.
Vi lærer dem at det, at være ked af det, er noget skidt som vi må fjerne os fra.
Måske der går 15 og 20 år og så kan vi ikke forstå, at det nu voksne barn håndterer de svære følelser gennem flugt - ved brug af dopaminfix gennem de sociale medier, ved at spise, ryge, drikke, tage stoffer, sulte sig, eller hvad end den uhensigtsmæssige programmering har fået koblet sin flugt op på. 

En anden klassiker end forældrene som lærer barnet at forbinde smerte med sukker"trøst" er den uønskede vrede. Det vrede barn vil man ikke se på. "Jeg gider dig ikke når du er sådan der". 
"Gå ind på dit værelse hvis du skal være så sur". Vrede er en naturlig følelse som har til formål at informere os om, at en grænse er overskredet. Det er en super vigtig information som er vigtig at lære. Når barnet i stedet for lærer, at det aspekt af deres personlighed er uønsket - at barnet er uønsket og skal forlade flokken når det oplever sin grænsesættende følelse, vil barnet lære, at skubbe den del af sin personlighed langt væk i underbevidstheden.

Det ser vi især hos kvinder som har skulle være stille, hjælpsomme og venlige - ikke lave ballade!
De kvinder som alt bare er okay med og som ingen behov eller grænser har, fordi de ikke har fået lov til, at lære deres sunde grænsesættende vrede at kende. Kvinder er biologisk ikke mindre vrede end mænd- de er dog kulturelt betinget til at undertrykke det i en langt højere grad. Derfor ser vi også en enorm overvægt af de autoimmune sygdomme hos kvinder. Der er en grund til, at følelser skal have lov til at passere igennem vores system - så de ikke ophober sig, skaber ubalance og sygdom.

Tilbage til vores nye generationer: Når dele af barnets personlighed opleves som uønskede og forkertee vil barnet naturligt fjerne sig fra det i sig selv, som ses som en trussel mod tilknytningen til flokken. Vi fjerner os fra vores indre kompas, undertrykker vores følelser for at overleve og vi mister evnen til at mærke og følge vores intuition.
Vi lærer, at det er forkert at have grænser. At det er forkert at blive ked af det. At for, at blive accepteret skal vi være en bestemt let og glad udgave. Der er ikke plads til, at være vores autentiske ægte jeg.
Den programmering har enorme konsekvenser. Vi skaber en befolkning af splittede individer som ikke har lært at anderkende sig selv/ sine følelser og som får den ene sygdom efter den anden skabt af de ubalancer som opstår i kølvandet på alle disse undertrykte følelser. 
De undertrykte delaspekter af vores personlighed forsvinder ikke, men bliver til det vi kalder skyggesider - de sider af os selv som andre ser bedre og som skaber problemer i vores relationer og står i vejen for vores indre glæde og lyse fremtid. 

Jeg siger det en sidste gang. Fokus er ikke på forælderskyld men på ærlighed så vi kan vise ægte kærlighed.

Lad os turde være sårbare.
Lad os gå foran og være de bedste og mest kærlige eksempler for hinanden og de næste generationer.
Taber du hovedet så sig undskyld til dit barn. Vis, at ingen er perfekte, at det ikke er meningen vi skal være perfekte og at styrken ligger i sårbarheden. Sårbarhed er essentielt for udvikling og undertrykker du den styrke vil du sidde fast i et hårdt ego på hvad det alderstrin du mistede modet på. 
"Jeg frygter ikke at mine børn vil blive vred på mig - men at de ikke vil blive vrede nok." - Gabot Maté

Farvel til Gandhi. Tak for alt til Striben.

Et sidste farvel til Gandhi. Et tak for alt til Striben. 

D.12/12.2022 kl. ca 15.30 stoppede dét hjerteslag, som har fulgt mig i tykt og tyndt i næsten et årti.
En måned og én dag, før din 9 års fødselsdag sluttede vores fysiske rejse sammen.

Jeg gav dig selv den første sprøjte. Da livet forsvandt med sprøjte nr. 2, lå du på den eneste hundekurv du nogensinde har gidet bruge. Omringet af blomster, lys, englekort, krystaller, godbidder, legetøj mm. 
Mormor sad i sin stol og Dennis og jeg sad på hver sin side af dig. 
Jeg sad ved din side i de sidste minutter da en tanke kom,-
-at det ville være smukt at se dig i øjnene den sidste gang.
Som jeg trak min krop væk fra din stoppede dit hjerte.
Jeg nåede kun se det sidste liv forsvinde ud af din øjenkrog før mine egne var fyldte af tårer og du var væk. 

Du og jeg har levet tusind liv på under et årti.
Vi har levet sammen i frihed og fangeskab. Med kærlighed, smerte, latter og tårer. 
Vi har været på farten altid og du nåede aldrig bo et sted i meget mere end et år. 
Utallige flytninger, overnatninger, rejser, steder, transportformer, rammer, situationer og mennesker.
Det eneste konstante i dit liv var mig.
En kvinde som det meste af dit liv, var på flugt fra sit eget.
På flugt fra den indre smerte og det kaos flugten medførte i det ydre.
Fra et rationelt perspektiv, burde jeg måske ikke have fået hund da jeg fik dig.
Men størst af alt er kærligheden og det er årsagen. 

Dit hjem var mig.
Mit lys var dig.

Du var der. Du var der altid.
Kærligheden til dig fik mig til, at rejse mig igen og igen.
Jeg kunne ikke rejse mig for mig selv, men jeg kunne for dig.
Det ved du. Du vidste hvor meget dit væsen betød for mig. 
Du var ikke bange for at dø. Du udtrykte kun bekymring for, hvad der skulle ske med mig uden dig.

Du var min altid loyale stribede skygge. Aldrig længere væk end et fløjt.
Så utrolig kærlig, respektfuld, vis og sjov.
Du var ikke særlig gammel før jeg vidste du var noget helt specielt. 
Du forstod og sansede på et meget højt plan og din kærlighed var evig ubetinget.
Alle elskede dig fra start og jeg har modtaget så meget ros for dit rolige sind og velopdragne adfærd.
Det sjove er, at du er trænet meget lidt. Du blev trænet af livet i hverdagen og du forstod hvad jeg havde brug for. Skulle jeg ind i en butik behøvede jeg ikke engang binde dig til noget.
Bliv betyder bliv og hvorfor skulle du gå uden mig.
Jeg har aldrig trænet dig i at passe på min taske eller på mig - men forskrækket blev de, som troede de kunne flytte min taske eller læne sig ind over mig.
Du udråbte dig selv som flokkens beskytter og det var en opgave du udførte med stor ære og seriøsitet. 
Du var faktisk ikke særlig opdraget eller trænet. Du var kærlig, intelligent og respektfuld af natur.
Du spurgte om lov inden du spiste, og stjal aldrig en bid fra mig.
Du spurgte om lov inden du hoppede op i et møbel og alle møbler skulle prøves.
Du løb altid pænt ved siden af cyklen og snor behøvede vi sjældent at bruge i hverdagen.
Når vi gik på vejen og du fik lov at gå uden snor varmede det mit hjerte så meget at se hvor ekstra opmærksom du blev på kommandoer. Du ville så gerne vise din respekt og taknemmelighed for min tillid så det mindste fløjt blev respekteret.
Vi kunne kommunikere med lyde, kropdssprog og telepati. Jeg kunne intet skjule for dig.
Samme øjeblik en aftale blev indgået over sms om besøg satte du dig over til vinduet for at holde øje.
For nylig var du en eftermiddag i tvivl om hvilken plads i mormors stue du skulle vælge. Du gik og kiggede lidt rundt da mormor siger "det er længe siden du har lagt i lænestolen."
Du rejser dit hoved i et "nå ja" og går over og hopper op i lænestolen. .
Der har været såå mange sjove af den slags episoder.
Jeg husker den første gang jeg opdagede du forstod mig så kraftigt. Du var kun et års tid og lå på gulvet i stuen på Islands brygge. Casper og jeg står og beundrer din skønhed og jeg siger "Hvis han bare lige trak den sidste pote ind til kroppen ville det se perfekt ud".
Omgående trækker du benet til dig og Casper og jeg glor.
Vi har alle grinet meget når vi har siddet og snakket og du begynder rette ind efter hvad vi planlægger. 

Du var så fjollet og du ku altid få mig til at grine af dine narrestreger. Den måde dine øjne lyste op og du lavede dit rejehop- invitation til leg. Virkede det ikke måtte du over og puffe til mig med din kære snude.
Jeg må have 100000 billeder af den snude som ofte var det eneste, som tittede frem under dynen.
Hver eneste dag kiggede jeg forelsket på dig mens det føltes som mit hjerte ville springe i kærlighed og du var bar altid så fucking cute.
Vi gik i timevis på udflugt i skoven. Selv når jeg ik ku se dig vidste jeg du altid var i nærheden.
Vi legede i timevis, slåskamp, apport og især din favorit gemmeleg. 
"Bliv" og du blev liggende. Jeg forsvandt ud af syne for at gemme en pind eller legetøj.
Du blev liggende til jeg kom tilbage og sagde "søg". Din iver og lykke i leg smelter stadig mit hjerte. 
Når vi gik tur fandt vi altid et sted hvor jeg kunne tage jakken af, så vi sammen kunne sidde på den.
Dig mellem mine ben, sammen i nuet og naturen og kærligheden.

Du var aldrig "bare en hund". Du var et levende kærligt væsen. Du var og er min ven.
Du blev altid set som dit eget væsen med egne overbevisninger, følelser, ønsker og grænser af mig.
Ingen fik lov til at flytte dig ved at skubbe dig, NEJ, gæster blev bedt om at de måtte bede dig pænt om at flytte dig - for så gjorde du det. Skub = knurre. Spørg pænt = respekt og samarbejde.
Det var vores bånd.
Jeg ville i mit ego ønske jeg kunne gøre tusind ting anderledes. Det kan jeg ikke.
Jeg er bare utrolig taknemmelig for, at jeg virkelig valgte at åbne mit hjerte for dig.
Ikke negligere dit væsen fordi du var en anden art end jeg selv. 
Jo mere jeg åbnede mit hjerte, jo mere gav livet mening. Du hjalp mig med at se mening i livet.
Du lærte mig om nærvær, kærlighed, tilgivelse og accept.
Du havde altid min ryg og du lagde en stor energi i, at lære mig, at sige skidt pyt når noget ramlede.
Du hjalp mig med at lære, at tilgive mig selv igennem din store kærlighed.

Det sidste råd som kom igennem telepati fra dig var:
Pas på dig selv og tag ansvar.
Træd i karakter og vis hvem du er inderst inde.
Hvis nogen har det svært med hvem du virkelig er, så skal du ikke være sammen med dem, det er deres tab.
Du skal ikke ændre dig selv for at blive accepteret, gå med det som er rigtigt for dig.
Aller mest lagde du vægt på, at minde mig om, at jeg er god nok og at jeg bare skal stole på mig selv. 

Dine ord betyder meget. Fordi dit væsen er kærlighed og du lider ikke under ego som vi mennesker. 
Du vidste hvad jeg kæmper med, du gjorde dit bedste for at hjælpe mig.
Jeg får helt ondt af alle dem som læser med og slet ikke kan forstå hvad jeg taler om, som måske ikke engang forstår at du var en person.
En ægte kærlig personlighed i smuk stribet pels.

Derfor er dette også dedikeret direkte til dig Gandhi min elskede skat.
Min elskede savnede Stribe.
For du var noget særligt og du spredte så meget lys og kærlighed på din vej.
DIG.... DU var en af de få som hjalp mig med at vælge livet og egenkærligheden til.
Du hjalp med at gøre mig så stærk, at jeg nu kunne stå i mit lys og hjælpe dig med at dø i tillid til livet. 
Du hjalp mig igennem den værste tid i mit liv og det gjorde du med kærlighed.  
Du stod ved min side i sølet og elskede mig ikke spor mindre. 
For DU elskede ærligt og ægte og den vej vil jeg følge.

Derfor er dette til dig og kun dig.
De andre kan læse med. For din kærlighed er værd at dele.
Det er værd at opmundre andre til at åbne deres hjerter og sanser, for den ægte kærlighed.
Og for at intet liv er "bare"..

Så det er det.
De kan læse med og forhåbentlig blive inspireret, eller bare synes det er åndsvagt. Det er ligemeget.

For jeg skriver ikke til dem. Jeg skriver til dig.
Tak for den kærlighed du delte og lærte mig om.
Tak for hver nat vi har puttet og hver dag vi har hygget. 

Jeg øver mig det bedste jeg kan i, at følge din guidience og mit hjertes kald.
Jeg lover dig Gandhi, at jeg giver aldrig op!
Jeg tar ansvar for min vej, min udvikling, min glæde, min rejse.
Jeg tror på kærligheden som den højest vibrerende energi og jeg tror på, at jeg valgte dette liv på sjælsplan for at hjælpe med at sprede kærlighedens lys indefra og ud.
Jeg tror på, at vi to skulle mødes så du kunne hjælpe med, at støtte mig, vække mig og vise hvordan ægte kærlighed ser ud.
Det gjorde du så sindsygt flot min skat og jeg takker dig hver eneste dag.