paranoia overtager min identitet

Darkness surrounding me

embracing me

making me blind on the outside

making me cold on the inside

a well known darkness

that makes me a stranger

He who brings the darkness

is an old friend of mine

he came to protect me

warn me about danger

keep me safe

and protect my heart

keep sure it couldn’t be broken

in stead he isolated me

the healthy suspicion we need to survive

got substituted with a suspicion toward everything

he brought a darkness so strong it makes shadows fall in the darkest night.

Last name noia, first name para

always sitting on my shoulder

whispering in my ear

"don’t trust them" "they a lien" "the will you no good" "they are using you" "you are not welcome"

He speaks louder than the voice who I hope tells the truth

still hope the truth is that people are good

but in the moment

I dare not to do anything else but obey him

so I stand alone

trust nobody

walk in the shadows

and isolates myself

grand him my self controle

let him lead the way

not because it makes me happy

but because I'm scared

to scared to take a chance

so i obay is every order

close my heart

look away

sit in the darkness

take the knife

say goodbye

but I am never alone

he holds my hand

and we walk away

into the night

me and my paranoia.

NNJ 2010

I kølvandet på mine forældres skilsmisse og min depression fulgte paranoia. Da mine forældre blev skilt blev livets tæppe rykket væk under mig. Jeg har altid været tryghedsnarkoman, tillid og loyalitet betyder alt for mig. Da min far pludselig forsvandt og hele min familie blev dybt mærket forsvandt min indre tryghed og tillid. Hvis de rammer der altid har omgivet mig, kan forsvinde fra en dag til den anden. Hvis de mennesker man altid har kendt, dem man troede man kendte, pludselig viser nye sider af sig selv, hvordan kan man så føle sig sikker? Jeg har altid, i en hvis grad været kvindechauvinist, efter min far gik voksede min mistillid til mænd, troen på ægteskab og troskab. Pludselig stolede jeg ikke på dem omkring mig. Jeg havde konstant mistanke til min kæreste, derudover følte jeg mistillid til mine veninder. Jeg fik følelsen af, at jeg ikke kunne stole på nogen, at folk ikke ville være der for mig, at de ikke elskede mig. Som de fleste der har kæmpet med paranoia eller observeret folk med det måske ved, bliver hjernen snæversynet og når man er bange for at blive svigtet ser hjernen kun det som understøtter denne mistanke. Disse følelse resulterede i, at jeg mistede kontakten til den venindegruppe jeg var i, mistede min kæreste og droppede ud af 2. g. Den tog i høj grad mange af de egenskaber min personlighed før besad fra mig, frygten gjorde mig handlingslammet. I dag vender paranoiaen stadig tilbage i de mørke perioder, dog er jeg med terapi blevet bedre til at udfordre og kontrollere den. Digtet er skrevet i en af de perioder hvor jeg følte mig meget alene men følte mig ude af stand til at række ud, da min paranoia fortalte mig det ville være for farligt. 

Depression - min identitet svinder ind

Øjet kan tindre og munden kan le, for at skjule det indre som ingen må se.

ikke alle dage kan øjet tindre på kommando

når glæden intet sted i kroppen har at bo

ikke alle dage kan munden fake en latter

ting gør ondt jeg selv ikke fatter

på de dage bliver jeg bag nedrullede persienner

undgår alt og alle jeg kender

tøjet, dynen og tæpperne holder kroppen varm

tv og radio fortrænger stemmernes larm

mobilen er stille, livet har jeg glemt, og det har glemt mig

livet der før var let, er ikke længere en leg

eller også har jeg glemt hvordan man gør

forstenet i mit mørke bag den låste dør

Så mange ting jeg skal og bør

så meget man skal nå inden man dør

aftaler, skolen, lektier, arbejde, rengøring, hund

vægten daler dagligt, pund for pund

pillerne tager appetitten,gør pupillerne støre og gør mig søvnløs

rodet vokser, kommer længere bagefter med alt, men ligger stadig i min døs

frustreret over min manglende energi

mangler struktur og mangler pli

for svag og sølle til at rette ryggen

leder efter styrken til at genfinde lykken

indtil da vil øjet tindre og munden le

for at skjule det indre som ingen må se.

NNJ 2011

Dette digt skrev jeg under min 2. depression, for hver gang depressionerne er vent tilbage har det været med fornyet kraft. I forbindelse med dette følte jeg mig i høj grad lammet. Mine intentioner følte jeg mig ude af stand til, at føre ud i livet. Mine følelser blev domineret af paranoia. Mit overskud var knap eksisterende. Min opvask voksede, venskaber gled ud. Det eneste der varede ved, var min modvilje mod at inddrage andre i mine følelser og situation. For øjet kan tindre og munden kan le, for at skjule det indre som ingen må se. (denne linje er taget fra udsendelsen "de vilde unge" jeg så som 13-årig og som pludselig dukkede op i mit hoved, det resterende er eget værk) 

Hvad er meningen?

Når livet

er et puslespil

med

sort motiv

og uden

hjørnebrikker.

Er det svært 

at samle brikkerne  

Og finde meningen

NNJ 2013

Skilsmissebarn - en ny identitet

In my memory of childhood, the sun shines,
A happy family and no worries...
Untill drips of darkness
fell upon my world
When did the darkness buy the right to my soul?
When did the sky become home for more clouds than sun?


When the pickture perfekt family broke, it broke into a thousend pieces.
Each piece, cought by the hand of darkness.
I have cried, a thousend tears,
the tears of my own lost hope,
the tears of my family
the tears of my brother, my sisters, my mother and my father
the tears of the death of safety in love.


The tears of sorrow, gave life to the seed of darkness, planted in my soul,


Dette digt skrev jeg efter mine forældres skilsmisse som tog hårdt på både jeg selv og resten af familien.
Skilsmissen betød en ny identitet. Skilsmissebarn frem for en del af en kernefamilie. Ulykkelige forældre og skænderier frem for glæde og tryghed. En tom stol ved bordet, glimt i øjet erstattet af tåre, trygheden revet væk, ord man ikke vil høre om en man elsker, sagt af den anden man elsker. 
Da mine forældre blev skilt kom det som et chok for mig, skilsmissen var lang og fyldt med drama, intriger, skænderier og voldsomme episoder som involverede alle i familien. Den dag i dag er familien stadig ikke sammen og flere er ikke på talefod. Da de blev skilt fik jeg min første depression, i skrivende stund kæmper jeg med den 4.

Velkommen til bloggen Befri Dit Liv

Velkommen til bloggen Befri Dit Liv 

Befri Dit Liv. Titlen er valgt ud fra projektets tema, en problemstilling jeg tror de fleste af os kender, unge som ældre, nemlig ønsket om at være sig selv, finde sin plads i livet og skabe sin egen identitet.

De fleste forbinder nok det at skabe sin identitet med den tidlige ungdom og teenageårene. Det må også anses som rigtigt at det er her de fleste har størst fokus på sin identitet, uden måske at gøre sig bevidste tanker om det, da det er her vi begynder at løsrive os fra vores forældre og blive mere "os selv". 

Dog er identitet selvfølgelig ikke en fast størrelse som man går ud og køber sig i teenageårene og bærer resten af livet, vores identitet er under konstant forandring og påvirkes af de valg vi træffer, de personer vi omgås, det samfund vi lever i og de udfordringer vi møder. 

For mig er specielt de udfordringer som vi møder i vores identitetsskabelse interessant. 

Jeg har ofte hørt andre sige "jeg ville ønske jeg var lidt mere... (indsæt selv adjektiv)" og tænker ofte selv at jeg ville ønske jeg var lidt mere modig, initiativrig, imødekommende, spændende. Når vi bliver spurgt hvor vi ser os selv om fem år, tror jeg de fleste af os visuelt ser vores fremtidige jeg, hun/han har måske tabt sig, er mere muskuløs, har et nyt job, en familie, hus, går til sport, deltager i spændende arrangementer osv. Nogle ting må nødvendigvis ligge ude i fremtiden, ønske jobbet kan være forudsat en længere uddannelse eller opsparingen til drømme huset eller rejsen til Asien er ikke stor nok endnu, til drømmen kan realiseres. 

Men.. Og der er et men, det er netop dette men som jeg interessere mig for. Hvis man drømmer om at være "en anden" en den man er (læs: En anden udgave af sig selv) Hvorfor er vi det så ikke? 

Jeg er selv en drømmende person og når jeg drømmer om den jeg gerne vil være, ligner hun faktisk den jeg altid har drømt om at være, siden netop teenageårene. I nogle perioder har jeg været tættere eller længere væk fra denne personlighed, men jeg har aldrig helt nået den. Det vigtigste har altid været, at være selvstændig. Jeg har altid ville være min egen herre og ikke lade mig påvirke af andres meninger og begrænsninger. Jeg har altid drømt om, at være selvsikker, udadvent, spontan, veganer, tage ud at rejse, kæmpe for det gode liv, gå til yoga/selvforsvar/dans, udgive bøger og lære et fremmedsprog. Til mit eget forsvar har jeg realiseret en del af mine ønske til mig selv; Jeg flyttede fra Jylland til København og gennemførte uddannelsen som socialrådgiver. Dog oplever jeg næsten dagligt følelsen af at svigte mig selv, have noget jeg gerne vil uden at føre det ud i livet, jeg oplever at blive begrænset, det er disse begrænsninger projekt Befri Dit Liv fokusere på. Målet er at identificere disse begrænsninger for at få den gennemarbejdet og lagt bag mig og på denne måde befri mit liv. 

Ønsket er frihed. Ønsket er også at række ud til andre som selv sidder i en svær situation.
Ønsket er realiseringen af drømmen om revolution - fokus for revolutionen er Ulighed - grundet køn, race, kapital.

God læselyst