Vores medmennesker dør på gaden

Hjemløshed optager mine tanker en fredag aften. En fredag aften hjemme. Jeg er egentlig blevet vant til det og er faktisk begyndt at nyde det.
Jeg bliver dog stadig rastløs, er det ikke som om der er et vækkeur der går i gang når det bliver weekend?
Der er lige som en lille bil inden i en der gerne vil ud og køre ræs. Fra tiden hvor weekend bestod af lilletorsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag bliver man let rastløs når weekenderne nu knap skiller sig ud fra ugens øvrige dage. Når jeg så nu endelig sidder her, i et hjem der er mit, med mine egne ting omkring mig kan jeg endelig slappe af. I hvert fald fysisk, kroppen kan ligge i sengen og slappe af men hjernen mangler lidt sin egen seng. Jeg har tankemylder og dét- blandet med min egen tendens til at analysere alt gør, at jeg nu virkelig analysere alt. Jeg prøver at samle mine tanker med en rød tråd og derfor vil jeg dele dette indlæg om noget jeg har brugt mange tanker på, fordi jeg synes det er så vigtigt vi husker at hjælpe hinanden.

Nokia do not connect people, people connect people.
  

For lidt over en uge siden deltog jeg i begivenheden Vis respekt for mennesker i nød, hvor vi mødtes ved Amagerbro og lagde blomster og lys for den afdøde Daniel. En ung hjemløs der døde på på åben gade på tovet ved Amagerbro metrostation. Jeg deltog alene og havde derfor også god tid til, at observere den brogede folkemængde som samlede sig. Ved lysene og blomsterne sad de, som jeg fornemmede var hans nære venner og deromkring de som stod for arrangementet. Det var et for mig sjældent syn: Det store fokus rettet mod de mennesker de fleste normalt kigger væk for at undgå at se. Det gav mig kuldegysninger. Jeg lagde mærke til de som virkede mest påvirkede af situationen og som kendte Daniel. Hjemløse, påvirkede og udsatte. De gav flere gange udtryk for deres overraskelse og glæde over det store fremmøde. Personligt var jeg forundret over det jeg personligt anser som et ganske småt fremmøde. Forskellige typer mennesker samledes, dog flere udsatte end man ellers nok ville have set til et optog med et andet formål.
Da de med tårer i øjnene højt råbte hans navn og kiggede rundt på fremmødet kunne jeg ikke lade være selv, at få tårer i øjnene. Tårer i øjnene ville jeg få uanset hvad, andres smerte gør ondt som min egen, men her virkede hele situationen også bare så utrolig sørgelig. Jeg er nogle gange utrolig pessimistisk (mener andre) men jeg kan ikke lade være med, at føle vrede og frustration. For ja vi ser ham nu og det er smukt – men han er her jo ikke længere! Skal de udsatte dø for at blive set? Eller er vi blevet så koldt et samfund at vi bliver immune for elendigheden?
Jeg bliver nok ekstra berørt fordi jeg godt ved, at svaret på de spørgsmål er ja. Jeg kan mærke det på mig selv. Jeg kan for det første mærke jeg er jyde i København for mit hverdags billede er ikke tilsvarende, jeg er ikke vokset op med at gå forbi hjemløse hver eneste dag. Alligevel er det noget man kan vænne sig til, for jeg tager også mig selv i, at kigge væk. Jeg ved godt vi ikke kan hjælpe alle men det kan da ikke passe, at vores medmennesker risikerer at ligge og dø  en sovepose på Strøget mens glade shoppende danskere går lige forbi. 

Jeg bliver nok ekstra berørt af situationen fordi jeg selv lige har haft miljøet tæt på. De som dømmer dem på gaden med et enkelt blik, forstår ikke hvor kort turen til gaden kan være.  I mit tilfælde fra, at modtage sin bachelor som socialrådgiver, til selv, at være den der må binde hunden fast udenfor, mens jeg er til møde med socialrådgiveren fordi der ikke er noget hjem længere. Jeg har arbejdet ved Amagerbro station hvor Daniel døde og jeg så dem altid sidde på bænken mellem centret og metroen og drikke deres øl. Jeg er også bare gået forbi. Nu er mine før ubevidste fordomme om de som sover på bænken i parken eller på stationen ændret sig. Undskyldninger med, at hjemløshed er frivilligt, at de selv vælger det eller ikke er til at hjælpe, har jeg hørt i utallige år. Jeg har aldig accepteret hjemløsheden som det frie valg, selvom det i nogens tilfælde undtagelsesvis kan være tilfældet.
Jeg har set så mange på grænsen, fra sofasover til gadesovere - at de undskyldninger har mistet sin værdi! De mennesker jeg har mødt valgte det ikke selv. Jeg ved, at jeg i hvert fald ikke valgte sofasover livsstilen bevidst.
Så har vi bare opgivet? Det der frustrerer mig er den tendens jeg ser af "hver mand for sig selv" og enhver uheldig skæbne undskyldes med, at de "er selv ude om det".
Det er som folk glemmer, at hjemløse og andre udsatte er mennesker præcis som du og jeg, med følelser, værdier og drømme. At alle fødes med lige muligheder er ønsketænkning frem for fakta! Det er en undskyldning der bruges som sæbe når der skal vaskes hænder og samvittighed.
Jeg håber der snart sker en ændringsholdning i samfundet, lidt mindre Paradise og lidt mere medfølelse for de venner vi ikke har mødt endnu.

Samfundet er ikke fyldt med samvittighedsløse psykopater og de fleste tænker nok også, at det er tragisk og ikke burde forholde sig sådan- men så glemmer de det igen. Hvad med den hjemløse der døde bag 7-eleven i Hvidovre tidligere på året, har vi allerede glemt ham?
Dét jeg tror vi har glemt er, at det starter i de små. De færreste ender med, at sove på gaden fra en dag til en anden, hvor mange gange kunne ét menneske have gjort en forskel? Måske skal vi ikke være så fremmede overfor hinanden. Danmark er et ret lille land så mon ikke vi alle har et eller andet til fælles?

Jeg ser hvor bange folk er for at blande sig. Fra de små hjælpsomme ting som hvis vi ser nogen med et kort stå og se meget forvirrede ud, tilbyder vi så lige hurtigt vores hjælp til, at finde vej? Til de mere betydningsfulde som, hvis vi overværer, ser eller hører nogen blive udsat for vold, griber vi så ind? Jeg tror det starter i de små, ved at løfter nogle varer ned for den ældre dame i butikken eller bare holde døren. Smil til en du ikke kender - du ved ikke hvor stor forskel det kan gøre.