Depression - min identitet svinder ind

Øjet kan tindre og munden kan le, for at skjule det indre som ingen må se.

ikke alle dage kan øjet tindre på kommando

når glæden intet sted i kroppen har at bo

ikke alle dage kan munden fake en latter

ting gør ondt jeg selv ikke fatter

på de dage bliver jeg bag nedrullede persienner

undgår alt og alle jeg kender

tøjet, dynen og tæpperne holder kroppen varm

tv og radio fortrænger stemmernes larm

mobilen er stille, livet har jeg glemt, og det har glemt mig

livet der før var let, er ikke længere en leg

eller også har jeg glemt hvordan man gør

forstenet i mit mørke bag den låste dør

Så mange ting jeg skal og bør

så meget man skal nå inden man dør

aftaler, skolen, lektier, arbejde, rengøring, hund

vægten daler dagligt, pund for pund

pillerne tager appetitten,gør pupillerne støre og gør mig søvnløs

rodet vokser, kommer længere bagefter med alt, men ligger stadig i min døs

frustreret over min manglende energi

mangler struktur og mangler pli

for svag og sølle til at rette ryggen

leder efter styrken til at genfinde lykken

indtil da vil øjet tindre og munden le

for at skjule det indre som ingen må se.

NNJ 2011

Dette digt skrev jeg under min 2. depression, for hver gang depressionerne er vent tilbage har det været med fornyet kraft. I forbindelse med dette følte jeg mig i høj grad lammet. Mine intentioner følte jeg mig ude af stand til, at føre ud i livet. Mine følelser blev domineret af paranoia. Mit overskud var knap eksisterende. Min opvask voksede, venskaber gled ud. Det eneste der varede ved, var min modvilje mod at inddrage andre i mine følelser og situation. For øjet kan tindre og munden kan le, for at skjule det indre som ingen må se. (denne linje er taget fra udsendelsen "de vilde unge" jeg så som 13-årig og som pludselig dukkede op i mit hoved, det resterende er eget værk)