Et liv i kaos

Der er koldt og hun skutter sig under den ødelagte frakke.
Lynlåsen er i stykker og hun må holde den lukket med begge arme om sig.
Hun sidder på hug, knuger knæene ind til sig i håb om lidt varme, tænkte om hun burde have haft en tændstik.
Hun kigger ud gennem ruderne i elevatorens dør, hun ser ringene i vandet når regnen trommer i pytterne på gaden, oppe bag gadelampernes skær svæver mørke skyer.

Højt at flyve dybt at falde,, intet valg uden konsekvenser,, ingen optur uden nedtur, åndsvage citater cirkulerer rundt i hendes hoved.
Hun tørrer sig under næsen med håndryggen, kigger på den bagefter, trækker så på skulderne og tører blodet på håndryggen af i sin nederdel.

02.45 og byen er dødstille, kan man kalde en by for en by hvis den er så stille? Spekulerer hun for sig selv og bider i sin lillefingernegl. Men er en stol egentlig en stol ? Er det ikke bare noget vi alle er blevet enige om at kalde den ?
De spurgte om hun er psykotisk. til det svarede hun "Det er det samme som at spørge om der er noget jeg har glemt - hvis jeg har glemt det vil jeg jo ikke vide det?" -På samme måde - hvis jeg er psykotisk - hvordan skulle jeg så kunne skelne min virkelighed fra din?"

Selvom det er midt om natten og byen sover, er hun på vagt. Det har livet lært hende. Altid  at være på vagt,,, du har kun dig selv nærmest,,, "hvis du ikke er med mig bar glem mig jeg har det helt fint jeg ved ikke hvad du har tænkt dig" Hun synger med på Suspekt, koncentrerer sig om ordenen for at holde kulden ude.

Sekunder bliver til timer, og minutter til oceaner af tid, krøllet sammen, på vagt.

Den anden dag vågnede hun op med sol i øjnene, hun vågnede glad for hun vidste skuffen var fuld, fuld af  lykkeposer, ikke en pakke med lykkepiller fra lægen som medicinalindustrien tjener på, nej eufori som en lusket pusher tjener sin aftensmad ind på.
Hun ved det, for det er hende selv.
Hun rækker ud efter duft sprayen i værelset, trykker et pift ned og nyder duften blive rullet rundt i værelset da hun åbner vinduet.
Udenfor skriger mågerne, hun strækker sig, finder sin telefon i dynen og sætter den til højtalerne,,

Det banker på vinduet og hun følger lyden, der står han, prinsen med den sorte sjæl og smiler skævt.
Djævlen på den ene arm og englen drukket pisse lam hvisker en stemme,
Hun har været i lykkeposen og føler hun kan flyve, hun springer ud af vinduet i armene på ham, Hun mærker ikke angsten fordi hun konstant er rædselsslagen lykkelig.

ingen optur uden nedtur, vejen ned er lang og bunden hård med iskrystaller som skærer sig ind i dit skind, arer din krop som var du cutter,,

Alt dette tænker hun på i sin seng. 80 år gammel med en sprøjte i armen, heorien for første og sidste gang, farvel til denne jordiske rejse og på toget til den næste.
Mens varmen ruller gennem kroppen og velbehaget overtager, svinder billederne af sorg og smerte, frustration over aldrig af have hørt til, altid været anderledes, altid været Discordia.