Hvis ikke jeg er mig - hvem er så? Og hvem har penslen til at tegne mine grænser op?

Hvem er jeg?
Hvilken hårfarve har jeg?
Hvor stammer mine ønsker om fritidsinteresser fra?
Hvorfor er de aldrig blevet udlevet?
Hvor er mine grænser?
Hvordan sætter jeg dem?
Hvordan vil folk reagere?
Jeg har altid troet jeg kendte mig selv ret godt, jeg var bevidst om egne handle og tankemønstre og aaalt det crap der. Jeg havde også delvis ret, jeg kender nemlig alle mine rollers eller facaders karaktertræk. Jeg kender bare ikke den der vælger rollerne og på hvilket grundlag de er valgt.
Når din verden bliver vendt på hovedet og alting falder baglæns ned, skal du pludselig til, at samle brikkerne igen. Derfor må man starte ved begyndelsen, denne gang er det bare en stribe af film som man nu ser, med erfaringens briller på.

Hvis små detaljer i fortiden er forkerte eller får ny betydning, ændrer hele historien og i sidste ende en selv sig.

Grænser. Jeg mente jeg var god til, at sætte grænser Jeg bliver vred og har en veldokumenteret og rationel begrundelse for mine følelser. (I mit hoved i hvert fald). Ofte beskrevet som "overanalyserende" af andre. Selvom det jeg siger højt faktisk kun er toppen af hvad min hjerne allerede har en rapport liggende af. Ud fra diverse mystiske perspektiver. Jeg mente i hvert fald jeg havde styr på det, det havde jeg måske også i teorien, men da de grænser teorien havde opsat skulle overleve i praksis, kom jeg til kort. Grænser jeg har haft hele mit liv og måske bygget en del af min identitet på, er blevet overskredet, hvem er man så?

Hvad udgør vores identitet? Hvordan definere man sig selv og andre som person?
Når du lader andre overtræde dine grænser mister du respekt, for dem og dig selv for så er du ikke dit ord værd. Så begynder... Jeg at miste tiltro til mig selv, for mit ord er jo åbenbart ikke gældende? Min stemme tæller ikke? Når den mistro har infiltreret sig i minderne om grænsebrud bliver den som en rød tråd  gennem tankens lange gange. Og giver mig tilsyneladende også lyst til at skrive lange snørklede sætninger.. Til sidst overskrider jeg også selv mine grænser, lader mig lokke, selvmanipulere, på grund af tvang og til sidst mistede jeg min egen tro på dem, Uden grænser eksistere man ligesom bare ikke rigtig, sit jeg svæver rundt som en luftig sky og hvirvles rundt af alle vinde.

For at sætte grænser skal man kunne sige nej.
Det mente jeg ikke jeg havde noget problem med! Endnu engang var jeg halvvejs ret, den anden halvdel var bare mere sørgelig. Jeg kan nemlig komme på MANGE gange jeg har sagt nej :D ! Jeg kan desværre kun tælle få hvor jeg ikke lod mit nej overtale til et ja :( . Nadia det nytter ikke du siger nej hvis du ikke kan opretholde det! Så skælder jeg mig selv ud. Jeg forstår ikke hvorfor folk altid forventer en forklaring på mit nej - Because of the REASEN (jf. Friends)! Jeg har jo sagt nej, mine grunde må jeg vel selv bestemme hvem jeg deler med - eller hvad?
I stedet prøver jeg derfor, at komme med begrundelser: "jeg er faktisk ret træt", "jeg har ikke rigtig tid", "det er ret koldt" "det passer ikke ind" "det kan jeg ikke lige overskue" Osv. Jeg siger ikke længere direkte nej, jeg argumentere bare. Jeg har ladet mit nej blive objekt for diskussion hvor jeg er frataget halvdelen af mine rettigheder i og med en andens stemme har fået stemmeret.

Måske er det derfor jeg hader, når folk udtaler sig på mine vegne. Beskriver noget i mit liv ukorrekt, fortæller om følelser og oplevelser, som ikke er mine men udtales på mine vegne, min analytiske hjerne fortæller mig det er fordi jeg føler et overgreb mod min identitet som allerede er skrøbelig. Hmm. "Nadia har ikke noget imod... Nadia kan godt... Nadia vil* (what?) gerne...
Jeg føler nok ikke at nogen kender mig rigtigt, de kender kun rollerne. Derfor må de ikke udtale sig - de har ikke noget grundlag. "Du elskede sådan..." "Du blev så sur da.." "du glemte.."
Når folk udtaler sig på mine vegne vil jeg nok også modargumentere, Sikkert også hvis det kunne være rigtigt, for andre kan ikke svare for mig. Hvem har givet jer stemmeret?

At tillade sig at blive afbrudt - det er vel egentlig det vi gør når vi ikke gør opmærksom på det. Var der ikke en gang hvor man kun afbrød hvis det var noget? Sikkert derfor man dengang begyndte med et "du må undskylde jeg afbryder"  Åhh de gode gamle manere...
Hvis du afbryder mig så kan jeg godt blive vred. Hvis ikke bilen brænder eller vi har glemt baby i bussen, hvad gør så, at hvad du har at sige er vigtigere end mit? Skal vi duellere på ligeværd?
Tæller alle stemmer ikke lige? Mit hjerne forklarer det hurtigt til følelserne (ja den vej går min tankegang - til jer følelser i kroppen fiduser - jeg ved det godt). De der afbryder dig fortæller dig at det du siger er ligegyldigt, du identificere dig gennem din historie og hvis den mister sit værd, ligevel gør... jeg.

Tal ordentligt !

Så okay, jeg var ikke så nej stærk som jeg troede og mine grænser var åbenbart trukket op med en pensel dyppet i farver af naivitet, usikkerhed, utryghed, forestillinger, håb, brudte løfter og sår på forskellige helingstadier. Nu ser jeg det i det mindste, fra nu bliver de nok streget op med erfaringens sorte tush.

Det var nok toppen af dagens tankemylder. Undskyld evt. fejl - jeg retter neurotisk eller ikke og vælger ikke ;)

God aften :*