365 dage

365 dage

For Ca. et år siden begyndte jeg, at lede efter mig selv.
I en terapi session gik vi tilbage i tiden, jeg trak vejret dybt, blev guidet ned af trapper, gennem stier og skov for til sidst, at finde mig selv som barn. Det var frustrerende for Lille Nadia ville ikke tale med mig. Jeg troede hun ville have alle svarene, i barnets logiske højde og var ulykkelig over, at blive afvist af mig selv. Min tendens til, at holde andre på afstand er åbenbart konsekvent, selv når det gælder mig selv.
I dag siger Lille Nadia stadig ikke så meget men hun er med mig hele tiden og det er mit job, at passe på hende.

365 dage.
Jeg er glad for der er gået et år, selvom det ofte føles som igår. Lejligheden er en anden, nr. 2 siden dén og der bor kun Striben og jeg bag døren.
Et nyt liv, et frit liv i frit fald - man skal huske at gribe sig selv!
Nu lærer jeg, at sige nej, overraskes over sværhedsgraden over det simple ord men prøver, at tænke på mig selv. Jeg har fundet en tykkere pensel til, at tegne grænserne op. Det er Nadia tid nu og i andre må vente.

Det er grænserne der gør, at jeg ikke behøver føle andres smerte Det er grænserne der forhindre mig i, at gå ind og tage ansvar for andres ulykke. Jeg har min egen værdi - jeg behøver ikke, tage ansvar for andres følelser for, at være værdifuld. Det er mit liv nu og nu stræber jeg kun efter min egen anerkendelse. Jeg tabte mit liv på gulvet og det gik i stykker - men jeg valgte, at samle skårene igen og begynde forfra. Rydde skabet for skeletter og lave plads til mine kasser og gøre livskvalitet til en mulighed.

Jeg har lavet en million forskellige udgaver af Nadia- nu prøver jeg at samle dem i en. Nogle af dem oplever jeg som diametrale modsætninger og kompleksiteten i mit væsen bliver stor. Nogle af dem står som tidligere udgaver af den udgave der præsenterer sig i nuet for jer.
Jeg har levet så mange liv, tusinde historier, sært inddelt, som var det selvstående afsnit i en tragikomisk dramaserie,- der nu bliver genudsendt på repeat i "sindets bedste sende tid".
Det må være min grænseløshed der får dem til, at flagre sådan omkring, de har alle individuelle sind som de argumenterer ud fra- og oftest råber alle i munden på hinanden.
Jeg prøver, at finde balancen.
Jeg prøver, at styre kasserne med veninder, familie, mænd, hund, arbejde, økonomi, bolig, behandling og Nadia.
Kassen med mænd står tættest på skraldespanden og tømmes rutinevist – her er intet hjerte at stjæle (jeg er på min egen symbolske rejse for, at finde dét, - i selskab med blikmanden, fugleskræmslet og løven).
Den kasse stiller jeg udenfor døren og står nu med hænderne i siden og kigger på de resterende kasser. Nogle er større end andre, nogle har skarpe hjørner og nogle har med tiden fået en svag bund og skal flyttes med forsigtighed.
Kassen med boligprojektet er selv fyldt til bristepunktet med kasser, nogle gange ser den ud til at kunne giver efter for presset indefra og sprænge op trods det stædige gaffetape. Det københavnske boligmarked giver mig både kvalme og åndedrætsbesvær (!). Jeg stiller den forsigtigt i et hjørne.
Næsten på refleks griber jeg den næste kasse. Jeg passer omhyggeligt på kassen med økonomi som jeg stiller ovenpå boligkassen. Den er ikke så stor og bliver let væk, der er lidt huller i den ene side man skal huske, at holde op af når man flytter den.
Jeg forsøger, at balancere med økonomien over hovedet mens jeg forsigtigt forsøger, at manøvre omkring kasserne i det halvdunkle værelse. Mens jeg når op og forsigtigt stiller økonomien op på boligen, rammer mit knæ kassen med veninder der står lidt midt i det hele. Trykket på kassen får en gammel mp3-afspiller til, at gå i gang og spille glemte ynglings numre, i de glemte numre ligger også glemte minder. Jeg rækker ned i kassen og slukker det også glemte musikapparat, som mobiltelefonen i dag så hovmodigt har gjort arbejdsløs.

Kasser burde være lette at stable og systematisere, men ingen af mine kasser er helt firkantede længere og stiller sig stædigt på bagben for en omgang stabling.
Det sker ofte at de laver ”trold ud af æsken” stuntet, - så mens jeg sortere én kasse, springer en anden pludselig op. Nogle gange føler jeg, at jeg står helt alene i kasseland, mens indholdet af samtlige kasser er sprunget ud - som en million kringlede brikker som jeg nu står overfor at skulle samle. Suk.
.
Tankemylderet virkeliggør sig og spreder sig som myrer i værelset og besøger hvert hjørne af kasserne. Jeg ryster på hovedet og trænger vist til luft. Op af hundekassen springer min bedste ven, han har også en hel del indflydelse på indholdet i kasserne og stikker tit sin stribede snude under låget til kasserne når han lusker alene omkring.
Hurtigt er vi ude af kassen vi pt kalder ”hjem” og jeg trækker vejret dybt. Sommeren har en fantastisk duft og det er en fornøjelse at gå mellem de mange skønne duftindtryk, nogle blomsters duft minder mig om min barndom. Så kan familiekassens aura pludselig nå mig og det giver et sug i maven. Glade minder set i et album, hvor indholdet i dag er trevlet op bliver en ambivalent følelse. Derfor går sorg og glæde hånd i hånd gennem mit følelses-registers lange gange som et morbidt brudepar. På de lange gange hænger billeder i tusindvis, et stort et af familien ved jul mens alle stadig er samlet og ånden er kærlig, andre er mere tilfældige, en sommerdag med vandkamp og grill, hvor skuldrene blev brune mens spanden blev fyldt med ribs fra haven. Jeg bliver varm ved mindet om tryghed da glæden går forbi, men som ved en gnist vækkes kontrasten, da sorgen over tabet af trygheden, lægger sin hånd tungt på min skulder. Alle mine personlige versioner stejler mod utryghed.
Min hjertebanken stiger og først ved et ryk i snoren opdager jeg at tankerne var stukket af -med mig på slæb. Jeg kæler for Striben der logrer glad og trækker vejret dybt. Min vejrtrækning er mit anker, jeg puster ud og vender igen opmærksomheden mod de smukke blomster vi passerer på vores vej.
Lad mig blive mindfull og leve i nuet tænker jeg for mig selv. Jeg trækker vejret, mærker solen, dufter til blomsten og afviser de tre ubehageligheder i døren som en mindfull dørmand. 

For 365 dage siden havde jeg konstant så kraftig uro, at jeg nærmest følte smerte i mit hjerte og i toppen af mine lunger og med hvert hjertebanken følte jeg hjertet slog imod mine ribben i en faretruende stressende trommen.
I dag kan jeg trække vejret igen, jeg skal ganske vist stadig minde mig selv om det, men jeg ved nu hvordan. Hvordan jeg kan få ro, sænke skuldrene og trække vejret dybt mens jeg finder frem til nuet hvor jeg er tryg. 

Tankemylder og fantasi i søndags stemning. 

- Perfectly imperfect - who cares? <3

Tror du virkelig vi har ligestilling i 2015?

Tror du virkelig der er ligestilling i Danmark i dag?

Det virker ikke, som om ligestilling mellem kønnene er noget der optager danskerne anno 2015.
Vi mener som udgangspunkt, at ja vi har ligestilling og ja kvinder og mænd er ligeværdige. Det er det vi siger og det vi hører - når vi spørger direkte. Men er det hvad samfundet og vi selv i virkeligheden siger?

Det er nok en kamp som gammel som alle livets kampe. Hvor den begynder kan være svært at sige. Kvindernes valgret fik vi i 1915 - en ret der blev kæmpet for siden 1886! Siden 1850'erne har kampen for ligestilling mellem kønnene været igang i Danmark - eller der begynder vi, at kunne se det dokumenteret indenfor arbejdsområdet, forældremyndighed, barsel, ligeløn, pension mm. I 1966 frigives p-pillen og i 1973 legaliseres retten til abort. Kampen for ligestilling er bred, kompliceret og går begge veje. I 1984 får mænd adgang til, at holde barselsorlov. På flere områder kæmpes der stadig for ligestilling af både mænd og kvinder. "Kvindens plads er i køkkenet" og ævl som det, er nok grunden til, at ligestilling ofte ses som en kvindesag og tankerne ledes hen mod feminisme og rødstrømper. Det er også det perspektiv jeg skriver ud fra her - kvindernes sjovt nok ;). 

Hvorfor er manden en helt og kvinden en luder?

Det perspektiv på ligestilling jeg er optaget af, er de værdier vi tildeler på baggrund af køn og fremstillingen af mænd og kvinder i det moderne Danmark. Jeg taler her i højere grad om ligeværd end ligestilling.
I marts 2015 blev der i medierne kastet lidt lys på det kommunikative perspektiv af forskellen på ligeværd mellem kvinder og mænd. Der er nemlig langt flere skældsord mod kvinder end mod mænd! Da det i år er 100 år siden kvinderne fik valgret, spurgte ligestillingsministeriet den danske ungdom hvilke skældsord de kunne komme på, mod forholdsvis mænd og kvinder. Feltmadras, luder, skøge, kælling, so og dulle var blandt de mange skældsord kvinder skal stå model til. Undersøgelsen viste langt flere skældsord henvent mod kvinder end mod mænd. 
Hvad jeg her specielt ligger mærke til, er den sexistiske indflydelse på de nedladende skældsord.Mange af skældsordene mindreværd ud fra et perspektiv med sex i højsædet - feltmadras, hul, luder, skøge og dulle er skældsord som insinuerer mindreværd på baggrund af sex.
Det er den gamle klassiker der går igen: Hvis en mand er sammen med mange kvinder er han en Don Juan, en scorekarl, kvindebedårer - en helt. Men hvis en kvinde gør det samme er hun billig eller en luder. Hykleriet er på dette område til at få øje på! Det er desværre et hykleri både kvinder og mænd deltager i, da kvinder ofte ikke står tilbage fra at stemple andre som f. eks billige. 

Min egen oplevelse i sociale sammenhænge har været nået nær følgende: Hvis en mand siger "nå ja men et hul er vel et hul" fremkalder det ofte en drengerøvs latter og måske nogle himlende men trods alt overbærende blikke fra kvinderne - giver en kvinde udtryk for "for stor" seksuel appetit bliver stemningen oftere præget af en krummen tæer og stille fordømmende blikke. 
Konklusionen bliver i min bog en oplevelse af, at kvinder (stadig!) er fornedret til et (sex)objekt- der er til for, at tilfredsstille mandens lyster, da en handlen på egne lyster inddirekte stempler hende som luder. 
Hvorfor (Frustreret) giver det ikke de samme associationer, at se en mand forføre en kvinde som når en kvinde forfører en mand? Som mine veninder og jeg ofte har oplevet tendensen behøver mænd sku ikke tage et nej for gode varer - de prøver bare igen, Det kalder vi romantik men hvis en kvinde bruger samme tricks ligger ordet desperat nærmere på tungen end romantisk. Det virker som om kvinder ikke har ret til selv, at vælge sin mand og gå efter den hun har udset sig. I stedet må kvinderne sidde pænt og se godt ud og håbe på, at der i mængden af påtrængende mænd i baren også bliver plads til ham hun selv fangede interessen for gennem lokalet. Skal kvinder vælges mens manden har retten til at vælge? 

Medierne indflydelse

Et sted hvor jeg i høj grad får øje på det manglende ligeværd er mediernes fremstilling af kønnene. Hertil kommer også danskernes egen selvfremstilling som jeg dog ikke inddrager i dette indlæg.


Reality
Lige til højrebenet ligger TV3's fortsat populære "spil" Paradise Hotel. Når deltagerne fra realityshittet vender tilbage fra sexeskapadernes ferieparadis er det de unge kvinder og ikke mænd der bliver spurgt om de fortryder deres handlinger. Pigerne der har fulgt med fra sofaen står i kø for, at få en bid af de hjemvendte "tyre" mens de griner af deres billige "erobringer" - uden at se sammenhængen. PH ser jeg dog, heldigvis(!) stadig som en ekstrem fremstilling. Derfor skal vi dog ikke underkende påvirkningen. Pornoen er om noget ekstrem og iscenesat, dog har den haft en væsentlig indflydelse på hårmoden i trusserne i mange år. Det kan siges, at være en lille ting. Jeg finder det nu alligevel om end interessant men også en smule foruroligende at langt størstedelen af de danske unge kvinder har underlagt sig fremstillingen som startede i pornoen hvor kvinder er negleiseret til et sexobjekt - et værdisyn ikke alle mænd eller kvinder slipper når de trykker på sluk-knappen. Det er for mange en naturlighed at være glatbarberet - det forventes så vel som barberede armhuler og ben, pushup-bh'en, de påklistrede negle eller øjenvipper, mere eller mindre makeup, solariefarven eller selvbruner tonen, det farvede hår som måske også kan klipses af og på,  - osv osv og hvor ender vi henne??

James Bond
Vi behøver end ikke se på de moderne reality tendenser for, at opdage den markante forskel i værdi mellem kønnene der fremstilles i medierne. Klassikeren jeg alle dage har hadet - James Bond er et fremragende eksempel på et gennemgående værdisyn der sætter manden langt over kvinden. Som i alle andre, eller i hvert fald hoveddelen af mediernes fremstilling er det manden der er helten og reder verden. Kvindens rolle er minimeret til en midlertidig underholdning når "helten" skal have taget presset mellem de heltemodige gerninger. Jeg ser i den såkaldte "Helt" klare narcissistiske træk som burde være alt andet end prisbelønnede. Kold, ufølsom, overfladisk og selvglad smiler han skævt og kvinderne spreder glædeligt benene. Hvad fanden er det for en omgang pis?!!
Og det ender ikke der. Det er en gennemgående fremstilling i diverse film, at manden fremstilles som helten der løser problemet / reder verden og kvinden belønner ham med sex.
Vi ser heldigvis en række kvindelige superhelte (Wonderwomen/Catwomen) der prøver finde sin plads på mandescenen - fremstillingen af heltinden oser dog i høj grad stadig af seksuel fremstilling og har ikke opnået samme helte status som deres mandlige modstykker.
Det reder ikke min filmaften at gå i den anden genre og prøve en romantisk klassiker, en Chick flick. Kvinderne er stadig degraderet til usikre væsner som mangler meningen med livet - en mand. Som oftest er manden langt fra fejlfri og fremstillingen bliver, at man som kvinde må lærer at tilgive, stå model til løgn, bedrag og evindelige kampe for, at forvandle drengerøven til mand. She's All That, Grease, Mean Girls, Prinsesse eller ej, Clueless, Legally Blond, 10 Things I hate about You, eller den nok værste- Pretty Woman er eksempler på såkaldte tøsefilm - som desværre ikke ser ud til at have højere tanker om kvinderne end aktionfilmene har. Ikke at filmene ikke er underholdende men fremstillingen er ud fra synspunktet om ligeværd klar: Kvinderne er objektiviserede enten seksuelt, ejendommeligt eller overfladisk.

Der var engang- om eventyr og mindreværd

Vi tænker dog ikke over det når vi kører popcorn ind og ser filmklassikerne. Lige som vi i hverdagen ikke tænker over den manglende ligestilling og ligeværd. Det er måske ikke så mærkeligt - vi har lært det fra barnsben.
Det er ganske vist ikke Pretty Women der fortæller børnene, at kvinder er seksuelle objekter der har behov for, at blive reddet af en mand. Det gør der i mod de altid populære eventyr. Medmindre vi analyserer børnenes eventyr med Freud ser de jo også pæne nok ud på facaden. Det seksuelle perspektiv er tonet ud men budskabet er ikke mindre det samme - kvinderne har brug for, at blive reddet af en mand!
Børnene fodres fra barnsben af med de eventyr om prinser og prinsesser.

Rapunsel- Smuk og fin (overfladisk beskrivelse med tydelig fokus på det ydre) Må vente i tårnet med sit lange hår, indtil en prins kommer forbi og hun derefter kan leve lykkeligt til sine dages ende.
Snehvide er fanget i samme elendighed- også fin og smuk. Og også hjælpeløs afhængig af prinsens kys der kan vække hende så også hun, kan leve lykkeligt til sine dages ende.
Tornerose - smuk og fin som sædvanlig må sove i hele 100 år før prinsen dukker op med den lykkelige slutning.
Prinsessen på ærten opsøger friskt nok næsten selv sin prins - men før hun har ret til, at leve lykkeligt skal hun dog først bevise, at hun er så sart og fin (svag=en ægte prinsesse?), at selv en ært under 100 dyner mærker hendes fine hud.
Den lille havfrue, er også nødt til, at frasige sig sin fortid, sin hale (sin stemme) sit liv i havet for, at komme op på jorden og leve lykkeligt med sin prins.
Prinsesserne som pigerne lærer, at idealiserer og se op til repræsenterer hjælpeløshed, ansvarsløshed, uselvstændighed, manglende styrke, svaghed og uden evnerne til, at redde sig selv. Dømt til, at vente på en mand (prins) og er afhængig af denne for, at kunne opnå lykken.

Børnenes leg er træning til livet - så hvorfor får de ikke samme træning?

Drenge kan blive lige hvad de vil. Piger kan blive hustru og mor - begge titler hvor identiteten skabes ud fra "at være noget for en anden" men aldrig i sig selv.

Drengebørnene får sværd og pistol så de kan identificere sig med heltene på tv eller fra bladene og redde verden. Utallige helte idoler præsenteres i BR, fra Batman og Spidermand og til Hulk og Supermand og endnu flere ind i mellem. Traktor, politi-og brand biler, lastbiler mm. kan underholde drengene og samtidig vise fremtidsmuligheder for "når jeg bliver stor".
De fleste drengebørn har nok også med rimelig sikkerhed en fodbold liggende i legekassen, måske tilhørende trøje eller andre gadgets med sportsikoner på - der er jo ikke noget i vejen med, at sigte mod stjernerne, (når bar man har en penis).
Kort og godt - alverdens maskiner, våben, sportudstyr og muligheder der inddirekte åbner hele verden for drengebørnene. Fremtidsmulighederne og forskellige identiteter ligger i legen - med politimand, brandmand, bondemand, sportudøver, indianer, cowboy og meget mere fyldes drengebørnenes bevidsthed med kraftfulde, selvstændige og markante rollemodeller som også ses afspejlet i voksenverdenen med tv og andre medier.

Lidt anderledes er det for pigebørnene. Her ses en overflod af prinsessetendenser når de præsenteres for identitet i leg. Hvor drengene præsenteres for aktiviteter der er aktive og kraftfulde ser vi fra den tidlige barndom hvordan pigerne henstilles til de mere stille fornøjelser. Udover prinsesse tendensen og den klassiske barbie i alverdens afskygninger (heldigvis også set som karrierekvinde), præsenteres pigebørnene for mere indskrænkende fremtidsmuligheder i barneleg når vi taler om fremtidige identitesmuligheder. Da prinsessen ikke er en reel identitet, men stadig blot en kønt udseende pige som eksisterer i sin titel kun ved at være gift med en prins eller datter af en konge, kan vi hurtigt skøjte videre fra prinsessebarbie til dukkelise.
Så selvfølgeligt, som enhver dansk dreng på et tidspunkt i barndommen har ejet en fodbold, får pigerne en dukke. Det er ikke fordi jeg mener det er en dårlig gave eller legetøj, de fleste pigebørn elsker deres dukker og hunkøn er fra naturens side et omsorggivende køn. Jeg mener dog der bør være andet - muligheden for andet. Kunne vi ikke sublimere tilbudet - Pigerne ender også med at køre bil så hvor er brand- eller politibilen til hende?
Hvordan skal pigebørn vokse op med følelse af, at have samme ret til livets muligheder når de fra ble alderen er blevet sat foran pladstik komfuret eller den lille barnevogn?
Pigerne skal jo helst ses (derfor er udseendet nok så vigtigt) og ikke høres. Kreativitet er ofte i højsædet hos pigebørnene,- ikke med et værktøjssæt så de kan blive selvstændige handywomen men i stedet en "pyntet" kreativitet. At male og tegne er gennemgående tidsfordriv og passende for de små søde piger. Malebøger, perleplader, modellervoks, smykkeskrin, dukkehus, smykker, påklædningsdukker mm. Absolut dejlig underholdning og leg er jeg da sikker på - men hvor er præsentationen af fremtidens identiteter? Hvor er værdiindholdet?
Små piger bliver i højere grad nogen som kan fremstille noget frem for, at være noget. De kan passe dukkelise, pynte sig, lave mad og lave flotte materielle ting. Der er dog ikke de store muligheder for, at redde verden med værdi i personlige egenskaber.

Min facebook er blevet "voksen" - flere og flere præsenterer deres nye kapitel i livet med børn og det vrimler med billeder af de små væsner i forskellige størrelser. Ofte også drenge klædt ud som helte og en masse lyserøde små prinsesser. Jeg ser endda hvad der til forveksling ligner tendensen vi kender fra teenage pigerne med opstillede facader, en klar posering og en stolt forælder der viser sin kønne pige - men hvad kan hun ellers? Hvad fortæller i inddirekte jeres børn om deres værd og muligheder?
Jeg skal ikke fortælle andre hvordan de skal opdrage deres børn - men jeg håber der kommer en øget opmærksomhed på ligeværd fra barnsben.

Jeg vil slutte af med, at glædes ved at se undtagelserne i mediebilledet og hylde Anna Phil, Sex and the City, Disneys Mulan, Hunger games, Superwoman og Catwomen & brøle et klassisk GIRLPOWER <3

Angstens jerngreb

Angst.

En uinviteret gæst, bosat i min krop og sind.
Angsten frygter mig ikke. Den vender den anden kind til. Lytter ikke til fornuft og reagerer ikke på trusler. Jeg kan græde og be - men ingen ændring se.
Som en knude i brystet der får hjertet til, at banke hurtige og hårdere, hurtigere og hårdere.
Som en jernvest om lungerne, der gør hver enkelt indånding sværere,
en konstant påmindelse om sin tilstedeværelse.

Du skal ikke misforstå for jeg er ikke bange.
Da djævlen hamrede på døren var jeg bange.
Da han kom ind var jeg rædselsslagen.
Da hans hænder var låst fast om min hals
frygtede jeg for mit liv.
Nu er jeg ikke bange, jeg er angst.

Jeg vågner badet i sved
sved af angst lugter anderledes
kvalmende
Jeg fryser i det våde betræk
men kan ikke bevæge mig
mine hænder er rynkede
som kom jeg ud fra et bad
mærker i håndfladen
hvor neglene har boret sig ind.
Jeg vågner ikke med et lettet suk
men fortvivlet, fortabt og med følelsen af håbløshed
For det var ikke kun en ond drøm
Det var mit liv, det er mit liv
og kampen er lang før det ikke længere er.

Angsten forsøger, at overtage min krop
udadreagerende med ufrivillige bevægelser
den kræver mere plads.
Den følger mig på gaden
inden jeg når butikkens dør vender jeg om
hvis jeg når ind går jeg oftest i panik
Hvor skal jeg gå og stå?
Hvad skal jeg vælge?
Hvorfor kigger folk sådan på mig?

Du skal ikke røre mig
hvis du er en mand skal du slet ikke
jeg hører ikke en sød kompliment
jeg føler i højere grad et overgreb
jeg har intet at give
ethvert krav er for højt

væggene nærmer sig langsomt
klaustrofobien tager til
forventningens høje mure
jernvesten snørres ind
frustrationen vokser
rationalitet falder til jorden
det er ikke bare lige

angstens arrogance smiler
griner når jeg græder

du fører
du angstens dukkefører
men du har ikke vundet
al styrke ej forsvundet
jeg tager det tilbage
retter op min hage
hvad der engang var mit
skulle aldrig have været dit
et skridt af gangen
mens jeg vender mig på vrangen

Jeg befrier mit liv - og du er ikke velkommen mere