Tilknytning, tiltrækning og ægte kærlighed

Tilknytning, tiltrækning og ægte kærlighed.

Har du nogensinde tænkt på, at de tre ovennævnte fænomener ikke er det samme? 
Jeg har bemærket at de fleste ser ud til at være af den opfattelse, at deres tiltrækning og tilknytning er kærlighed. 
Det er det ikke.

Jeg har altid studeret mennesker og menneskelig adfærd. Jeg har analyseret og undret mig.
Jeg har undret mig over andre såvel som mig selv.

Jeg undrede mig først og fremmest over hvad jeg selv fandt tiltrækkende.
Det var svært ikke at undre mig da jeg kunne finde det frastødende tiltrækkende.
Jeg husker især en fyr da jeg gik i 9. klasse, det var kun en idé som varede et par uger, max en måned hvor vi kun kyssede en enkelt aften.
Grunden til jeg husker det så udpræget var at jeg virkelig ikke kunne lide ham!
Utiltrækkende og irriterende var han. Det var en fuld tilfældighed at vi kyssede den aften.
Jeg mærkede en spænding og forstod ikke bedre.

Hvad jeg troede var kærlighed og forelskelse var i virkeligheden noget helt andet!

Tiltrækning har nemlig ikke særlig meget med kærlighed at gøre i min optik.
(De kan dog overlappe- men det ene kan også sagtens eksistere uden det andet)

Den tiltrækning som fik mig til at undres så meget over mig selv er noget andet end kærlighed.
Den tiltrækning er en spænding/uro og den har mere med tilknytning at gøre.
Grundlæggende er jeg af den overbevisning at din tilknytning spiller langt mere ind på hvad du tiltrækkes af.

Din tilknytning er din måde at knytte dig på og i høj grad fundamentet for alle dine relationer livet ud.
Din tilknytning defineres gennem de første bånd du udvikler med dine næreste omsorgsgivere- typisk mor og far. I psykologien (John Bowlby) taler vi om tryg eller utryg tilknytning. 
Flertallet- ca. 60 % er trygt tilknyttede mens de resterende 40 % fordeler sig på de 3 slags utrygge tillnytningsstile: Undvigende, ængstelig og desorganiseret/ambivalent i forskellige former.
(Ingen er 100 % én stil) 
Det er meget normalt at en ængstelig og en undvigende finder hinanden tiltrækkende, vi kender udtrykket "modsætninger mødes" og dét samspil skaber en kaotisk rutsjebanetur som kan være svær at komme ud af igen.
De fleste tiltrækkes ikke ud fra kærlighed men ud fra en smerte som deres "modpol" minder dem om. 

Vi udspiller alle vores barndom i voksenlivet om vi forstår og ser det eller ej.
Hvad du oplevede "kærligheden" som, som barn er hvad du ubevidst vil søge som ung og voksen.
Jeg har aldrig været tiltrukket af den normale søde og fornuftige fyr.
Jeg ville gerne være det, men det var og er jeg bare ikke. 
Jeg var tiltrukket af det forbudte og det farlige. 
Jeg var tiltrukket af uro og spænding.

Mine forældre har uden tvivl gjort deres bedste lige som alle andre og ingen er perfekte! 
Der er sket så meget på få generationer - bare det at man har byttet slag ud med kram i hverdagen er jo en meget ny mentalitet. 
Børn tillægges i dag langt større værdi end før i tiden. 
Dog kan vi kun møde vore børn så dybt som vi kan møde os selv og kun lære dem hvad vi selv har lært. Størstedelen lærer vi desuden ubevidst og en uhensigtsmæssig psykologisk programmering kan komme så utrolig mange steder fra - langt fra onde intentioner og klassiske svigt som igennem misbrug og aktive overgreb.

Det hele er ubevidste smerter som gives videre fra generation til generation og kan virke ganske usynlig.
 
Så uanset det store hus jeg voksede op i hvor alt var rent og pænt, regningerne betalt, hvor vi blev kørt til og fra fritidsaktiviteter og levede op til alle ydre parametre, med en mor som kærligt puttede os hver aften, sang "den lille Ole" og fyldte os med kram,
- så udviklede jeg alligevel en desorganiseret/ambivalent tilknytningsstil
(som veksler mellem ængstelig og undvigende og er en meget udmattende rutsjetur at opleve sine relationer igennem).
Samtidig med at "alt var godt" oplevede jeg, at jeg ikke kunne være mig selv og jeg følte mig hverken set, hørt eller mødt som den jeg var. Helt fysisk var jeg med ødelagte stemmebånd også svær at høre og afhængig af at andre var opmærksom på mig.
Jeg var meget følsom, empatisk og sensitiv.
Mine antenner var altid ude i at analysere rummet omkring mig.
Jeg mærkede ubevidst hvad de havde brug for at jeg var- Føjelig, sød, glad, let, hjælpsom.
Jeg måtte også være sjov og klog - men ikke klogere end dem.

Jeg blev en kamælion og i dag er den fleksibilitet en evne jeg sætter stor pris på.

Jeg tror de fleste forældre ubevidst ønsker sig et stille, let og smilende sødt barn.
Samtidig tror jeg også at forældre trigges af alt det de ser i deres børn, som de ikke har healet i sig selv.
De giver ubevidst deres egne uforløste smerter, traumer og  overlevelsesmekanismers konsekvenser videre.
På den måde kan en hændelse som skete for en af dine oldeforældre for 150 år siden få indflydelse på den tilknytning du udvikler i dag og derved den oplevelse du vil få af kærlighed i dit liv.
Derfor synes jeg vi alle skylder de næste generationer at tage ansvar for at arbejde med os selv i stedet for at give lorten videre.
Dette fænomen kaldes intergenarationel trauma og hvis vi alle samarbejder kan vi på få generationer bryde den negative arv og skabe større frihed og velfærd for de næste generationer og det kommende samfund <3 


Tilbage til mit eget liv som konkret eksempel.

Jeg havde ikke følt mig set som barn eller ung så alene spændingen inden i ved at få opmærksomhed, kunne være nok til, at jeg i min naivitet troede at jeg var forelsket.
Jeg havde lært at dét at være "sød" og lade mine egne grænser overskride var "kærlighed".
Vi siger jo "jeg elsker dig" til vores forældre som de aller første.
De lærer os "kærlighed" og relationen- tilknytning-, bliver kortet vi følger livet efter.

Jeg vidste da godt i mit hoved at mine forældre elskede mig men mine følelser troede aldrig helt på det. Jeg var vant til at det samtidig involverede følelser af at skulle vende mig selv ryggen og overskride mine egne grænser.
Lade som om jeg følte ting jeg ikke følte, eller lade som om jeg ikke følte ting jeg faktisk følte. 
Jeg tror ikke den oplevelse er spor unik og jeg synes vi skal samarbejde om at ændre den tendens!
Jeg var vant til og derfor ubevidst tryg ved (og derved tiltrukket af) at føle mig affejet og på den måde nedgjort.
Mine forældres accept af den jeg autentisk er var uopnåelige og den jagt har jeg udspillet igen og igen og igen.

Det var derfor ikke tryghed og forudsigelighed jeg søgte.
Det var ikke dét som tiltrak mig.
Det var ikke mit program.
For i mit indre var kærlighed også kaos, uforudsigelighed og spænding. "Passion". 
Det var jagten. Det var min utrygge tilknytning som fyldte mest og som tog styringen.
Det var mit indre barns kamp for sine forældres anerkendelse som blev projiceret over på mænd.

Jeg blev tiltrukket af mænd som vækkede den blandede følelse af "gå væk" og "kom her", af "jeg hader dig" og "Jeg elsker dig".
Jeg var tiltrukket af uro/spænding, af følelsesmæssig kamp og afvisning.
Jeg troede at den tiltrækning handlede om kærlighed. At jeg "elskede". 
Det var ikke kærlighed men utryg tilknytning som blev trigget i mit system.

Dét indre kaos gik især ud over en ellers rigtig sød kæreste jeg havde som 17 årig. 
Den første som jeg oprigtigt elskede. 
Desværre hvilede jeg på ingen måde i min egen sårbarhed og jeg vendte min egen indre smerte og frygt for afvisning mod ham. Jeg var jaloux, dominerende, manipulerende, utro og psykisk voldelig.
Alt sammen i "kærlighedens" navn og jeg sagde som den klassiske voldsmand:
"Det er jo bare fordi jeg elsker dig så højt". Jeg vidste ikke bedre.

Det tog mig mange år at forstå denne viden om tiltrækning og tilknytning i dybden.
At forstå at kærlighed er noget helt andet end hvad vi har lært hjemmefra, i samfundet og fra skærmene omkring os.
Det tog tid og indre iagttagelse at forstå, at der var en uhensigtsmæssig programmering i mit ubevidste system - selvom jeg selv havde syntes at min barndom var så god og tryg.

Som 17 årig var jeg alt for stolt og usikker til at iagttage min egen adfærd og tage ansvar for den, jeg var mester i at forvrænge virkeligheden så jeg selv blev fremstillet som ofret.

Det var i livets skole og med den dygtige psykolog Camilla Woetmann at jeg virkelig blev klog på de enorme kræfter som ligger i vores tilknytning - og som også udspiller sig igennem tiltrækning.

En fornurlig psykologisk indsigt er, at utryg tilknytning binder stærkere end tryg tilknytning.
Traume bonding er det psykologisk "stærkeste" bånd.
Vi kender også dette i sit udtryk gennem fænomenet Stockholm syndrom.

Jeg blev klogere på emnet efter jeg havde "forelsket" mig voldsomt i en mand da jeg var 24 år.
Jeg husker tydeligt den første gang jeg så ham. Min veninde og jeg var til Distortion på Refshaleøen. 
På afstand så jeg ham og min puls steg. Jeg så hans mørke. Jeg mærkede det trak i mig. 
Ham vil jeg have.
Jeg skrev dengang, meget tidligt i vores relation og før noget overhovedet var gået galt et digt om ham.
Jeg skrev blandt andet om de røde lys som sværmede omkring os - advarselslamperne - som jeg ignorerede og i stedet lod mig forføre som var jeg hypnotiseret. 
Jeg var mere spot on end jeg vidste på daværende tidspunkt.

Det blev et tiltagende stormfyldt forhold. Jeg gjorde mig mindre for ham. Jeg underkastede mig.
Jeg udspillede et gammelt mønster.
Jeg rystede på hænderne og troede jeg var forelsket som aldrig før. 
Det var jeg måske også i det perspektiv at forelskelse er en cocktail af keminalier som berusende skyller ind over sig.
Efter et år var det ikke længere sjovt.
Han var blevet mit stof men gav ikke længere den samme rus - bekræftelse og opmærksomhed.
Han havde nok i sit eget og han begyndte at blive mere jaloux.
Jeg hvilede ikke længere i mig selv.
Det begyndte at blive voldeligt da vi nåede vores 1 års dag.

Mit forhold med ham var vildt men lærerigt. Jeg sætter pris på det i dag.
Det gav mig en stor indsigt i forskellen mellem tilknytning, tiltrækning og kærlighed.

Jeg undrede mig over at jeg nogle gange mærkede en afsky ved den mand jeg samtidig forgudede.
Jeg undrede mig over, at efter en af de værste aftener- hvor han havde troet jeg havde været sammen med en anden og derfor været psykisk modbydelig og med fysisk magt,- slæbt mig gennem lejligheden og smidt mig ud af døren - mens mindst 5 gæster så på.
Dér tænkte jeg dagene efter, at jeg havde lyst til at gifte mig med ham.

En trygt tilknyttet kvinde var gået sin vej omgående.
Jeg tror aldrig hun var blevet tiltrukket af hans mørke i første omgang.

Hans overgreb skabte en trang til at binde mig stærkere til ham. Traume bonding.
Denne mand gjorde også det bedste han kunne og vi snakkede om episoden efterfølgende.
"Sjovt nok" havde han haft den samme tanke om ægteskab i kølvandet - samtidig med han undrede sig over sin egen adfærd. Det blev dog ikke bedre imellem os.

Jeg havde dér fået mig en hund, den kærligste lille stribede bokser/labrador. 
Jeg døbte ham Gandhi og da Gandhi var mellem 4 og 6 mrd. Gammel kunne jeg ikke byde ham det liv vi levede med den mand. Jeg mærkede det ikke for mig selv men jeg vidste 100 % at min lille ven fortjente bedre. En god ven åbnede sit hjem for os og vi flyttede fra det usunde forhold.

Selvom jeg nu kunne se at det forhold var et usundt forhold var det meget svært at slippe.
Gandhi var en kæmpe motivations faktor og det var nødvendigt for det var en kamp inden i.
Jeg havde sindsygt svært ved ikke at række ud efter ham. Jeg fandt på undskyldninger.
Jeg følte mig som en zombie og gik rundt i de mærkeligste følelser. Jeg længtes.
Jeg vågnede med angstsved. 

Udover min kærlighed til Gandhi var det min psykologs ord som hjalp mig:
"Du bliver nødt til at se på det som en afhængighed". 
 
Tilknytning er stærke kræfter. 
Det har bare intet med reel kærlighed at gøre.
Selvom jeg var meget tiltrukket af ham og meget knyttet til ham så var det ikke kærlighed.
Det var ikke trygt.

Kærligheden lærte Gandhi mig om.
Kærlighed har ingen grænser.
Ingen betingelser.
Kærlighed er fri og binder ingen.
Kærlighed gør aldrig ondt. 
Kærlighed er KUN kærlighed.

Kærlighed er en energi som vi forbinder os med indefra.
Kærlighed kommer gennem egenkærlighed.
Kærlighed er ærlighed.

Hvis vi ikke vil finde os selv i den samme type forhold igen og igen er vi nødt til at se på hvilke dynamikker vi udspiller. 
Hvilke roller giver vi os selv og vores partner?
Hvilke overbevisninger har vi omkring os selv og andre?
Hvilken tilknytning ligger i systemet? 

Kærligheden er til for os alle og kræver kun vores bevidsthed omkring den.
Led ikke efter kærligheden - den er der allerede - vi skal bare lave plads til den <3