Et lille indblik, og et hurtigt skriv fra mig.
Jeg byder dig som læser indenfor, i de tanker og oplevelser jeg selv har gjort mig, i forbindelse med arbejdet med, at ændre mine indre overbevisninger, for, at ændre min ydre virkelighed.
Dette er rå materiale jeg ikke gennemgår og retter en masse i.
Det er blot ment som et indblik i min "dagbog" for dagen i dag, og det indre arbejde jeg gør mig.
Jeg håber, at det vil hjælpe og inspiere dig, til at tage kontrol over dit liv og skabe din egen lykke - ved, at plante de rette overbevisninger i dig selv <3
Med kærlighed fra mig til dig :)
At overbevisninger kan være svære at ændre, er en overbevisning i sig selv.
En begrænsende overbevisning.
Begrænsende overbevisninger er de løgne du tror på som sandhed. De kan være så integrerede og så gamle, at man tænker og insisterer på, at dette er jo virkeligheden.
Jeg har bestemt haft den oplevelse men jeg har nægtet at beholde den.
Jeg tror på, at jeg som den observerende også er skaberen af min egen oplevelse - min egen virkelighed.
Den spirituelle visdom eller kvantefysikkens observer effect, går jeg ikke ind i nu, men jeg opmundrer dig til, at se på det selv. Gå f.eks på youtube og find "Bashar's method to remove negative belifs."
Hvad end vi tror på, bliver vores sandhed.
"Who are we, but the stories we tell ourselves, about ourselves, and belive?" - Scott Turow.
Det er en sandhed jeg tror på. Derfor har jeg også været meget frustreret over, alligevel, at opleve hvordan bestemte oplevelser og overbevisninger, har siddet fast i mit system.
Begrænsende overbevisninger omkring mit værd og omkring andre mennesker / mine relationer.
I den sidste tid har jeg i tiltagende grad oplevet, hvordan overbevisningen af, at mennesker behandler mig respektløst, at mine relationer er en-sidede og, at der ikke er nogen, som udviser oprigtig interesse eller kærlighed. Igen og igen, har de samme oplevelser kørt rundt, i tanker og følelser - nye oplevelser magen til de gamle, er stødt til.
I stigende grad, den samme overbevisning. Den samme "virkelighed".
Som jeg selv siger, "hvis det er alle andre- er det nok dig selv".
Uden held forsøgte jeg, at række ud i min fysiske omgangskreds, men fik samme oplevelse.
"Min tid bliver ikke respekteret, opkald og beskeder besvares ikke, der er uærlighed og manglende interesse og omsorg, manglende almen høflighed".
Det blev tungt. Jeg blev frustreret.
Jeg blev vred og skældte ud "Hvordan fuck skal jeg kunne tro på andet end det negative, når det negative er hvad jeg konstant ser beviser på?"
Jeg synes jo virkelig, at jeg åbnede for, at mine relationer kunne vise mig noget andet.
Jeg synes jeg ledte efter noget andet end svigt og ligegyldighed.
Det har været svært, fordi det er komplekst og paradoksalt.
Fordi oplevelsen blev ved med, at være den samme. Fordi jeg både arbejder for, at fralægge mig uhensigtsmæssig adfærd i mig selv - som f.eks, at stå model til andres uhensigtsmæssige adfærd.
Svært fordi, når folk vitterligt ikke er der, svarer eller ikke opfører sig, som jeg forstår, at ægte venskab eller kærlighed opfører sig.
Hvordan skulle jeg så kunne tro andet?
Andet, end at jeg for dem, er ligegyldig, hvis jeg ikke lige kan bruges til noget for dem.
Jeg har siddet fyldt af vrede og sorg. Skuffelse, forargelse. Jeg har set ind i det hele. Mærket, iagttaget, tilladt. Gravet dybere. Siddet i stilhed med mig selv og ført dagbog.
Jeg har gjort mit bedste for, at være nysgerrighed og ikke dømmende.
Dagens oplevelse, af at føle mig nedprioriteret af endnu en veninde, endda hende som jeg netop for nyligt, havde delt mine følelser og oplevelser af, at føle mig svigtet, med.
Dén ramte på en ny måde.
Igen, fordi, at hvis det er alle andre, er det nok en selv, og jeg tror på, at universet er én og samme bevidsthed som observere sig selv.
Jeg tror på, at vores ydre er en refleksion af vores indre, og at vi altid selv har magten til, at ændre på vores virkelighed - ved at ændre på vores overbevisninger.
Det gjorde det ikke mindre frustrerende. Som sagt, kompliceret og paradoksalt.
Jeg fik bare nok! Nu havde jeg endelig stået op for mig selv, været autentisk og rakt ud, ikke kun til hende, men til flere, og på forskellig vis fået samme oplevelse retur - afvisning. Manglende interesse. Manglende respekt.
Oplevelse af svigt gav mig den indre oplevelse / information om mig selv som - værdiløs, ligegyldig, uønsket. En gammel fortælling.
"Hvorfor?" Med tårerne trillende ned af kinderne og hænderne med knoer og kraft ned i puden.
Stor frustration. "Hvorfor bliver det ved??"
Jeg synes jo netop, at jeg havde handlet ud fra selvværd. Udfordret overbevisningen om, at være alene og efterladt - ved at række ud til forskellige veninder.
Sagt fra overfor mennesker som udviser respektløs adfærd. Stået op for mig selv.
Jeg synes jeg havde været kærlig - men jeg blev ved med, at få samme uværdige spejling tilbage.
Jeg blev meget frustreret. Forvirret. "Hvad pokker er op og ned her?" rasede jeg.
"Når jeg direkte iagtager en uhensigtsmæssig / respektløs adfærd, så er det jo for pokker hvad jeg oplever og hvad jeg må handle ud fra?!"
Samtidig er det hele noget, jeg selv har skabt...
Samtidig skal jeg lære kun, at tage ansvar for mit eget liv og handlinger, ikke andres.
Samtidig er de blot en refleksion af mig selv...
Jeg var ved at brænde sammen over paradokset. Smerten. Frustrationen.
De historier som kører i ring, de oplevelser, reaktioner og den adfærd jeg får vist gennem alle disse mennesker, er for mig hverken kærlig eller venskabelig. Det er ikke godt nok. Det matcher ikke mine værdier. Det er ikke retfærdigt. Det gør ondt. Det gør mig vred ...
At prøve, at tale med dem, har heller ikke hjulpet. Tværtimod, føler jeg.
Så måske har det kørt i ring, fordi mit ydre er en refleksion af mit indre.
Har jeg en plet mascara under øjet, kan jeg jo gnide nok så meget på mit spejlbillede, uden nogensinde at kunne fjerne den plet.
Behovet for at ordne, handle og fikse i mit ydre er ikke ny. Det er en udfordring for mig ikke hele tiden, at skulle studere, analysere og arbejde på øget indsigt, løsninger og forbedring.
Samtidig har jeg de højere perspektiver.
Jeg oplevede folk som falske, respektløse og illoyale. Jeg ser en fortælling om mig, der gør alt hvad jeg kan for, at være der for andre, mens jeg samtidig slæber min egen ulykke alene. Den viste interesse - overfladisk og påtaget. Mig som kan bruges - når jeg kan BRUGES, men som aldrig får et opkald for oprigtig interesses skyld, eller en kærlig hilsen og omtanke når livet byder på modgang. Ensidighed...
Jeg har arbejdet med mine relationer længe. Jeg har arbejdet med mit selvværd længe. Jeg har arbejdet med mine overbevsininger længe og jeg har arbejdet med, at omskrive min egen indre fortælling længe.
Jeg forsøgte at handle og fikse i mit ydre. Jeg forsøgte, at stå op for mit selvværd i det ydre.
Jeg afviste, satte grænser og italesatte min indre sandhed. Autenticitet. K-ærlighed.
Ulykken forsatte...
Så i dag, da jeg nu mere end nogensinde før følte, at nu har jeg vitterligt ingen at ringe til - for de har alle valgt sig selv fra / JEG har valgt dem fra.
Jeg følte jeg havde gjort det rigtige. Resultatet var dog ikke som ønsket.
Selvom følelser og tanker rasede rundt i kroppen på mig, formåede jeg, at iaggtage.
Deres ord og adfærd kørte rundt - samtidig hørte jeg, at deres adfærd, fortalte mig en "sandhed" om mig selv. "Du er uværdig", "Du er uønsket", "hvis du ikke er eller gør for mig - så kan du ikke bruges".
Det hele kulminerede og jeg følte, at jeg var ved at blive psykotisk. Kompleksiviteten og det paradoksale.
Min oplevelse af, at det her er fucking virkelighed og nu kan de menensker sku rende mig i røven. Samtidig høre de højere perspektiver og en stædig insisterende på dém.
Det gik op for mig, at mine overbevisninger om mine relationer, er mine overbevisninger om mig selv.
De spejler mig. Mit ydre spejler mit indre.
Oplevelserne blev ved, fordi jeg ikke havde fundet den grundlæggende overbevisning - som ikke handlede om nogen andre end mig selv.
Som ikke kunne findes eller løses i det ydre.
Beskeden jeg følte mine nærmeste gav mig "Du er uønsket, uværdig, ligegyldig".
Dét var den grundlæggende. Natten er mørkest før lyset bryder frem <3
Det har været mørkt...
Det har opleves som virkelighed.
Jeg anerkender de negative overbevisninger frem for, at afvise dem.
De var troværdige, dygtige løgne, jeg faldt sku for dem. Flot. Nu er deres job udført med topkarakter. Smut bare videre.
For jeg ved, at jeg er værdig - præcis som jeg er, med alt hvad jeg er.
Nu finder jeg kærligheden frem i mit indre.
Da jeg mærkede vreden mod min veninde. Uretfærdigheden. Mærkede jeg til sidst oplevelsen, som en information - en løgn om mig. Som den begrænsende overbevisning, oplevelsen faktisk var et udtryk for.
Til sidst i min frustration begyndte jeg, at se et afsnit af Ted Lasso - good vibe tv-show, for at lette på min indre stemning og flytte fokus.
I 2. Sæson vælger en af fodboldspillerne, Sam, at sætte sort gaffatape henover sponsor-logoet på sin spille t-shirt, da firmaet er korrupt, ødelægger miljøet og bestikker andre for at slippe afsted med det.
Han tror på noget større og står op for, at gøre det rigtige. Jeg bliver super berørt. Da de andre spillere følger hans eksempel - selv de hvide uden tilknytning til Afrika hvor forbrydelserne sker, men som bakker op i loyalitet - åhhh så grad jeg. Det er ikke engang første gang jeg ser den serie, men den slags får mig altid til at græde. Jeg bliver så berørt over den slags.
Vingegård som venter på sin konkurrent og giver hånd, en gazelle som ofrer sig selv til aligatoren for, at en anden kan overleve. Smukt.
Jeg mærkede mit hjerte og mine værdier. Jeg så mig selv klart. Jeg så de negative overbevisninger klart. Som små grønne bakterier, illusioner som kun eksisterer når jeg tror på dem.
Jeg er typen som elsker medmenneskelighed og retfærdighed enormt højt.
Jeg er et menneske som går enormt meget op i ægte kærlighed - kærlighed til alle.
Jeg elsker det ved mig selv. Jeg mærkede den sandhed.
Genkendelsen af kærlighedens værdi i mig selv. Min værdi.
Dét lettede.
Jeg anerkendte de små grønne bakterier. Jeg anerkender dem når de popper op.
"What you resist persist" og jeg dropper al modstand og alle forsøg på, at fikse i mit ydre.
Når jeg fører min hånd op til mit ansigt, og fjerne mascaraen under øjet kan mit spejlbillede ikke andet, end reflektere tilbage et ansigt uden det sorte under øjet.
At jeg skulle være uværdig eller uønsket, er en løgn jeg accepterer eksistensen af for hvad det er:
En løgn. En begrænsende overbevisning.
At det skulle være svært, at ændre de overbevisninger er endnu en overbevisning, som jeg både erkender og tager afsked med.
Det handler om, at få øje på sine indre overbevisninger. Turde udfordre dem. Turde grave dybt indtil ukrudtet er fjernet med roden. Være opmærksom hvis de begynder at snige sig tilbage.
Vande jorden i sig selv hvorfra de kærlige overbevisninger gror <3
Jeg bestemmer selv hvilken betydning jeg vil tillægge ting som sker i mit liv.
Jeg tager selv ansvar og jeg elsker det bedste i livet frem - igennem min egenkærlighed <3
