Verden på hovedet 1

 Everything is upside down.

It makes me sad
it makes me mad.
It's up to you - it's up to me
Lets turn that frown upside down.

I dette samfund kender mange ikke forskel på egnkærlighed og egoisme.
Jeg arbejder selv med at udrede forskellene..
For som dig har jeg lært, at det falske er det sande
og det sande taler vi ikke om.

Men der er forskel på, at være kærlig og på at være pleasende.
Der er forskel på at passe ind og på at høre til.

Jeg hører ikke til i den mørke grotte.
Jeg vil ikke kæmpe for at passe ind i stribet pyjamas.

Det er ikke mit hjertes sandhed at et menneske skal tage maske og ja hatten på men de græder inden i.
Alt sammen for at få bekræftet sit værd,
af et fucked up system, med en shit ass forældet og hjerte-nedværdigende mentalitet.
Som ser dig som en brik på et bræt. Det er ikke hvad du er!

That shit makes me sad. That shit makes me mad.
That shit will kill you dead. Alive or far ahead. 
 
Der er alt for mange nej'er som ikke bliver sagt.
Alt for mange ja'er som derfor ikke kan få plads.
Alt det vi skal og bør
kvæler hvad der faktisk er.

Det falske udleves og tilbedes.
Programmeres fra barnsben.
Fra generation til generation.
Med ryggen til hjertet.
Med skyklapper på.

Indtil DU siger STOP;
Du har din frie vilje -
hvis du vælger den ...

Folk går fra festen og krummer sine tæer
af tanker om alt det de gjorde men ikke skulle have gjort,
Alle det de ikke gjorde men skulle have gjort.
Alt hvad de sagde går på repeat.
Folks egne tanker kører dem ned. 
"Hvad synes de mon om mig?" 
"Hvorfor er jeg så forkert?"

De tænker ikke over
Om de selv synes festen den var god, 
De tænker ikke over
Hvad de selv synes om folk
De ser slet ikke og intet indefra
de kender ikke ståstedet som deres
Den indre verden fortrængt til skyggen
De ser kun udefra
gennem den knugende smerte inden i.

Jagten på at præstere.
Jagten på anerkendelse.
Aldrig godt nok.

Aldrig har de set, den ægte kærlighed.
Den som bare er. Ubetinget.
Aldrig har de set, deres egen iboende værdi.

Tro mig: Du er perfekt som du er. 
Du skal intet andet være end at være hvad du er. 

Ved du ikke det og har masken sat sig fast.
Kærligheden afvist og erstattet med likes.
Dopamin på SoMe- which is not you at all.
Vi flygter og vi gemmer os.
Facaderne så tykke.
De færreste kan se at det hele mest er løgn.
Vi scroller og vi arbejder, vi drikker og vi ryger,
Vi motionerer og vi spiser, for meget og for lidt
Vi gør hvad end vi kan - for at flygte fra vor smerte og for at bekræfte vores værd.

Det er det vi har lært.
Det er det som forventes.
Dét er programmet.

Det er helt på hovedet

Kærligheden er ikke udenfor os selv
Den kommer indefra
Vi fødes på en scene og får en maske på
Det gør det ikke sandt

Du mærker det nok selv.
Det føles tomt og falsk. 
Du føler dig alene.
Dit hjerte, din intuition og din sjæl forlod du
før du vidste hvad du var
For at passe ind

Du blev fanget af en historie
og lever på en falsk præmis

Aldrig i verden kan du kontrollere hvad andre synes, tænker og gør.
Aldrig i verden har det mere med dig at gøre end med dem selv.
Aldrig i verden gir det mening at sammenligne
For aldrig i verden er to snefnug ens

Du er dig og jeg er mig

Du er dig som skal gå din vej - gi pokker i hvad alle andre siger og synes.

Alle som lever for alle andre
dør med den fortrydelses byrde.

For livet er dit og rejsen er din og kun du kender din vej

Verden er ikke som du har lært den er.
Den er meget mere fantastisk

Det samme er du !

Så når du dør
Lad dig dø med din hånd på hjertet
Med tak for det liv i har oplevet sammen

i ægte og sand, ærlig kærlighed <3 

Alternativ dagbogsnote - og indblik.

 17.09.2024 kl. 13.02 

Haven, lænestolen, sol, lidt skygge fra rødbøgen. En rislende vind i bladene blander sig med den sporadiske fuglesnak. Vinden er kølig men mild og blød. Frisk.
Jeg var oppe 07.30 og mindes min oplevelse aftenen før - midnat mere præcis.
Oplevelsen af at gå i seng med passionen for morgendagen.
Jeg fik noteret lidt i min drømmedagbog. Nød en morgen i stilhed, med taknemmelig for hvad jeg tog mig af og forberedte igår til mit fremtidige jeg som nu siger tak.
At få sin dopamin fra sit "fortids-jeg" er en kæmpe gave til sit "fremtids-jeg".
Det hele sker i hvert valg i hvert nu.
Jeg tog mig tiden til at blive ordentlig vågen og centreret, gå i bad og lave te, inden jeg ringede til bff.

Jeg føler en oprigtig taknemmelighed. Fra lige her og nu hvor jeg sidder i min brede dybe lænestol, i min egen have i dejligt vejr med en sund og rask krop. 
Jeg mærker oprigtig taknemmelighed for min familie og mærker værdien af at prioritere tid, fokus og nærvær til dem.
Det går op for mig hvor heldig jeg er, at kunne være både så taknemmelig for min familie og samtidig være velsignet med så gode venner.

Det irriterer mig at jeg har glemt min dagbog hjemme hos mormor.
Samtalen glider på en helt anden måde der. 
Mindre forceret. Mindre bevidst om at blive iagtaget og at præstere.
Jeg tænker på min samtale med min bff tidligere.
Stadig høj på energien af flow og god nærværende kommunikation på dybe emner. 
Dyb alvor og høj latter. Bølgelængde. Genkendelighed. Sjælsfamilie...
Vi kommer omkring hvordan det betyder alverden hvilke episoder og oplevelser vi bærer med os gennem livet.
Hvilke historier vi fortæller og tror på. Hvad vi tror på vi er og kan.
Hvilke spørgsmål du stiller livet og om du kan skabe rummet og roen til at modtage svaret er essencielt.
At have en tryg relation og være bevidst nok om elementerne i den, til at bruge relationen til at skabe tryg tilknytning i sine andre relationer. 
Hvor meget bedre ville mine samtaler være med min kæreste hvis jeg mødte ham med samme plads og forventninger som jeg gør min bedste veninde. Nærvær.
Hvor meget bedre ville alle vores relationer og hele livet være hvis vi trak vejret og vær nærværende?
Der er så meget at lære i vores relationer.
Jeg har lært, ved at iagtage min egen dårlige behandling af en jeg elsker,- at det er et ubevidst adfærdsmønster/program hvor dén hårde behandling er en standard jeg møder mig selv med.
Jeg er taknemmelig for at turde kaste lyst på mine skygger - så jeg ikke mere skal holdes tilbage af deres begrænsninger.

Jeg er også taknemmelig for at de fleste af mine naboer omkring mig taler et fremmedsprog. Alle forskellige og ingen jeg forstår. Det er så skønt at det tillader deres samtaler i hørevidde at blive baggrundsstøj. De bliver ikke en indre misforstået "hey du der, tag lige stilling til det her jeg siger". Jeg er meget taknemmelig for min røgbøg og mine grantræer her i haven.
Jeg er næsten lige så taknemmelig for naboens birketræer.  

I dag har jeg planer om at slibe kommode, hente en pande i genbrug, pakke mere hygge ud og måske også cykle en tur ned forbi mormor. 

I formiddags ankom en sød kvinde med en vægreol til mig. I love it.
Jeg glæder mig til at få hængt ting på væggene. 
Det ser allerede hyggeligt ud her. 

Solen er ved at være væk fra lænestolen.
Computeren her giver ikke det samme som at skrive i hånden i min dagbog.

Jeg er dog taknemmelig for det andet, det så gav.

Fra 1. Gang til 3. Gang - Samme lejlighed - nye liv - højere bevidsthed

Jeg spejler min udvikling på min gamle/nye lejlighed.

1. Gang jeg flyttede ind i lejligheden var jeg følelsesmæssigt udmattet og skulle starte på en frisk.
Jeg tog den som den var,  sagde pyt med fejl og mangler. Havde ingen hovedrengøring i hovedet.
Jeg fik bare tingene smidt ind så jeg kunne smide fødderne op.
Alt jeg ejede fra to tidligere liv kom fra opmagsinering og ind i mit nye liv.
Tung og træt. Kaotisk og fragmenteret. Inden i som uden på.
Åndedraget i toppen af lungerne. 
Papkasser og poser i hjørnet.

Sofa og tv i midten, - altid tændt, altid ydre lyd og distraktion. Indenfor og udenfor.
Ryger en pind og drikker en drink. En til og en til. Dét der er værre.
Fylder mig med sukker, kød og forarbejdet mad.
Tænker hvad nu?
En følelse af tung og knugende håbløshed som svar.

Indtil den dag jeg begyndte at tro.

2. Gang jeg flyttede ind i lejligheden var det med helt andre møbler, langt færre ting  og en gennemgående stil, romantisk og lys. Jeg gjorde rent og velsignede lejligheden med hellig træ. 
Jeg handlede langt sundere ind end første gang. Jeg påpegede fejl og mangler.
Lejligheden gjort fri for kaos og designet bevidst til lys og kærlighed.
Jeg røg stadig nogle joints, men aldrig 3 på en dag. 

Jeg drak stadig et par drinks, men aldrig en flaske.
Det der er værre er væk.
Jeg iagttog hvordan de gamle omgivelser og minderne fra sidst påvirkede mig. 
Både fristede og mindede om fremskridt.
Jeg iagttog i stilhed og ro.
Jeg har ikke længere behov for, at have tv eller anden lyd kørende 24/7. 
Ikke mere mørkeræd eller bange for edderkopper - end ikke kombinationen ved sengetid.

Min tro har flyttet bjerge.
 

3. Gang har jeg gjort grundigt rent hele vejen rundt og malet efter. 

Invisteret og lagt energi i at gøre det ordentligt og forbedre lejligheden.
Jeg tager selv ansvar for at udbedre fejl og mangler.
Seriøs. Ordentlig. Vedholdende. Disciplin.
De første dage var uden noget ala gamle indvielseritualer men med ren sund kost og renset vand.
Ingen drinks eller joints. Ingen musik eller serier. Ingen slik eller junkfood. 
Hver dag lever ikke op til den standard men det er okay. 
Jeg går ikke i ring, jeg arbejder mig op i en spiral af bevidsthed.
Jeg krammer mig selv når svære følelser kommer forbi, mærker og tillader. 
Jeg trækker vejret dybt og bevidst og jeg er så taknemmelig for, at have fundet mening og vej.
Jeg lægger mig til at sove i sort stilhed og indre lys.

Jeg tror ikke. Jeg ved. 

Tilknytning, tiltrækning og ægte kærlighed

Tilknytning, tiltrækning og ægte kærlighed.

Har du nogensinde tænkt på, at de tre ovennævnte fænomener ikke er det samme? 
Jeg har bemærket at de fleste ser ud til at være af den opfattelse, at deres tiltrækning og tilknytning er kærlighed. 
Det er det ikke.

Jeg har altid studeret mennesker og menneskelig adfærd. Jeg har analyseret og undret mig.
Jeg har undret mig over andre såvel som mig selv.

Jeg undrede mig først og fremmest over hvad jeg selv fandt tiltrækkende.
Det var svært ikke at undre mig da jeg kunne finde det frastødende tiltrækkende.
Jeg husker især en fyr da jeg gik i 9. klasse, det var kun en idé som varede et par uger, max en måned hvor vi kun kyssede en enkelt aften.
Grunden til jeg husker det så udpræget var at jeg virkelig ikke kunne lide ham!
Utiltrækkende og irriterende var han. Det var en fuld tilfældighed at vi kyssede den aften.
Jeg mærkede en spænding og forstod ikke bedre.

Hvad jeg troede var kærlighed og forelskelse var i virkeligheden noget helt andet!

Tiltrækning har nemlig ikke særlig meget med kærlighed at gøre i min optik.
(De kan dog overlappe- men det ene kan også sagtens eksistere uden det andet)

Den tiltrækning som fik mig til at undres så meget over mig selv er noget andet end kærlighed.
Den tiltrækning er en spænding/uro og den har mere med tilknytning at gøre.
Grundlæggende er jeg af den overbevisning at din tilknytning spiller langt mere ind på hvad du tiltrækkes af.

Din tilknytning er din måde at knytte dig på og i høj grad fundamentet for alle dine relationer livet ud.
Din tilknytning defineres gennem de første bånd du udvikler med dine næreste omsorgsgivere- typisk mor og far. I psykologien (John Bowlby) taler vi om tryg eller utryg tilknytning. 
Flertallet- ca. 60 % er trygt tilknyttede mens de resterende 40 % fordeler sig på de 3 slags utrygge tillnytningsstile: Undvigende, ængstelig og desorganiseret/ambivalent i forskellige former.
(Ingen er 100 % én stil) 
Det er meget normalt at en ængstelig og en undvigende finder hinanden tiltrækkende, vi kender udtrykket "modsætninger mødes" og dét samspil skaber en kaotisk rutsjebanetur som kan være svær at komme ud af igen.
De fleste tiltrækkes ikke ud fra kærlighed men ud fra en smerte som deres "modpol" minder dem om. 

Vi udspiller alle vores barndom i voksenlivet om vi forstår og ser det eller ej.
Hvad du oplevede "kærligheden" som, som barn er hvad du ubevidst vil søge som ung og voksen.
Jeg har aldrig været tiltrukket af den normale søde og fornuftige fyr.
Jeg ville gerne være det, men det var og er jeg bare ikke. 
Jeg var tiltrukket af det forbudte og det farlige. 
Jeg var tiltrukket af uro og spænding.

Mine forældre har uden tvivl gjort deres bedste lige som alle andre og ingen er perfekte! 
Der er sket så meget på få generationer - bare det at man har byttet slag ud med kram i hverdagen er jo en meget ny mentalitet. 
Børn tillægges i dag langt større værdi end før i tiden. 
Dog kan vi kun møde vore børn så dybt som vi kan møde os selv og kun lære dem hvad vi selv har lært. Størstedelen lærer vi desuden ubevidst og en uhensigtsmæssig psykologisk programmering kan komme så utrolig mange steder fra - langt fra onde intentioner og klassiske svigt som igennem misbrug og aktive overgreb.

Det hele er ubevidste smerter som gives videre fra generation til generation og kan virke ganske usynlig.
 
Så uanset det store hus jeg voksede op i hvor alt var rent og pænt, regningerne betalt, hvor vi blev kørt til og fra fritidsaktiviteter og levede op til alle ydre parametre, med en mor som kærligt puttede os hver aften, sang "den lille Ole" og fyldte os med kram,
- så udviklede jeg alligevel en desorganiseret/ambivalent tilknytningsstil
(som veksler mellem ængstelig og undvigende og er en meget udmattende rutsjetur at opleve sine relationer igennem).
Samtidig med at "alt var godt" oplevede jeg, at jeg ikke kunne være mig selv og jeg følte mig hverken set, hørt eller mødt som den jeg var. Helt fysisk var jeg med ødelagte stemmebånd også svær at høre og afhængig af at andre var opmærksom på mig.
Jeg var meget følsom, empatisk og sensitiv.
Mine antenner var altid ude i at analysere rummet omkring mig.
Jeg mærkede ubevidst hvad de havde brug for at jeg var- Føjelig, sød, glad, let, hjælpsom.
Jeg måtte også være sjov og klog - men ikke klogere end dem.

Jeg blev en kamælion og i dag er den fleksibilitet en evne jeg sætter stor pris på.

Jeg tror de fleste forældre ubevidst ønsker sig et stille, let og smilende sødt barn.
Samtidig tror jeg også at forældre trigges af alt det de ser i deres børn, som de ikke har healet i sig selv.
De giver ubevidst deres egne uforløste smerter, traumer og  overlevelsesmekanismers konsekvenser videre.
På den måde kan en hændelse som skete for en af dine oldeforældre for 150 år siden få indflydelse på den tilknytning du udvikler i dag og derved den oplevelse du vil få af kærlighed i dit liv.
Derfor synes jeg vi alle skylder de næste generationer at tage ansvar for at arbejde med os selv i stedet for at give lorten videre.
Dette fænomen kaldes intergenarationel trauma og hvis vi alle samarbejder kan vi på få generationer bryde den negative arv og skabe større frihed og velfærd for de næste generationer og det kommende samfund <3 


Tilbage til mit eget liv som konkret eksempel.

Jeg havde ikke følt mig set som barn eller ung så alene spændingen inden i ved at få opmærksomhed, kunne være nok til, at jeg i min naivitet troede at jeg var forelsket.
Jeg havde lært at dét at være "sød" og lade mine egne grænser overskride var "kærlighed".
Vi siger jo "jeg elsker dig" til vores forældre som de aller første.
De lærer os "kærlighed" og relationen- tilknytning-, bliver kortet vi følger livet efter.

Jeg vidste da godt i mit hoved at mine forældre elskede mig men mine følelser troede aldrig helt på det. Jeg var vant til at det samtidig involverede følelser af at skulle vende mig selv ryggen og overskride mine egne grænser.
Lade som om jeg følte ting jeg ikke følte, eller lade som om jeg ikke følte ting jeg faktisk følte. 
Jeg tror ikke den oplevelse er spor unik og jeg synes vi skal samarbejde om at ændre den tendens!
Jeg var vant til og derfor ubevidst tryg ved (og derved tiltrukket af) at føle mig affejet og på den måde nedgjort.
Mine forældres accept af den jeg autentisk er var uopnåelige og den jagt har jeg udspillet igen og igen og igen.

Det var derfor ikke tryghed og forudsigelighed jeg søgte.
Det var ikke dét som tiltrak mig.
Det var ikke mit program.
For i mit indre var kærlighed også kaos, uforudsigelighed og spænding. "Passion". 
Det var jagten. Det var min utrygge tilknytning som fyldte mest og som tog styringen.
Det var mit indre barns kamp for sine forældres anerkendelse som blev projiceret over på mænd.

Jeg blev tiltrukket af mænd som vækkede den blandede følelse af "gå væk" og "kom her", af "jeg hader dig" og "Jeg elsker dig".
Jeg var tiltrukket af uro/spænding, af følelsesmæssig kamp og afvisning.
Jeg troede at den tiltrækning handlede om kærlighed. At jeg "elskede". 
Det var ikke kærlighed men utryg tilknytning som blev trigget i mit system.

Dét indre kaos gik især ud over en ellers rigtig sød kæreste jeg havde som 17 årig. 
Den første som jeg oprigtigt elskede. 
Desværre hvilede jeg på ingen måde i min egen sårbarhed og jeg vendte min egen indre smerte og frygt for afvisning mod ham. Jeg var jaloux, dominerende, manipulerende, utro og psykisk voldelig.
Alt sammen i "kærlighedens" navn og jeg sagde som den klassiske voldsmand:
"Det er jo bare fordi jeg elsker dig så højt". Jeg vidste ikke bedre.

Det tog mig mange år at forstå denne viden om tiltrækning og tilknytning i dybden.
At forstå at kærlighed er noget helt andet end hvad vi har lært hjemmefra, i samfundet og fra skærmene omkring os.
Det tog tid og indre iagttagelse at forstå, at der var en uhensigtsmæssig programmering i mit ubevidste system - selvom jeg selv havde syntes at min barndom var så god og tryg.

Som 17 årig var jeg alt for stolt og usikker til at iagttage min egen adfærd og tage ansvar for den, jeg var mester i at forvrænge virkeligheden så jeg selv blev fremstillet som ofret.

Det var i livets skole og med den dygtige psykolog Camilla Woetmann at jeg virkelig blev klog på de enorme kræfter som ligger i vores tilknytning - og som også udspiller sig igennem tiltrækning.

En fornurlig psykologisk indsigt er, at utryg tilknytning binder stærkere end tryg tilknytning.
Traume bonding er det psykologisk "stærkeste" bånd.
Vi kender også dette i sit udtryk gennem fænomenet Stockholm syndrom.

Jeg blev klogere på emnet efter jeg havde "forelsket" mig voldsomt i en mand da jeg var 24 år.
Jeg husker tydeligt den første gang jeg så ham. Min veninde og jeg var til Distortion på Refshaleøen. 
På afstand så jeg ham og min puls steg. Jeg så hans mørke. Jeg mærkede det trak i mig. 
Ham vil jeg have.
Jeg skrev dengang, meget tidligt i vores relation og før noget overhovedet var gået galt et digt om ham.
Jeg skrev blandt andet om de røde lys som sværmede omkring os - advarselslamperne - som jeg ignorerede og i stedet lod mig forføre som var jeg hypnotiseret. 
Jeg var mere spot on end jeg vidste på daværende tidspunkt.

Det blev et tiltagende stormfyldt forhold. Jeg gjorde mig mindre for ham. Jeg underkastede mig.
Jeg udspillede et gammelt mønster.
Jeg rystede på hænderne og troede jeg var forelsket som aldrig før. 
Det var jeg måske også i det perspektiv at forelskelse er en cocktail af keminalier som berusende skyller ind over sig.
Efter et år var det ikke længere sjovt.
Han var blevet mit stof men gav ikke længere den samme rus - bekræftelse og opmærksomhed.
Han havde nok i sit eget og han begyndte at blive mere jaloux.
Jeg hvilede ikke længere i mig selv.
Det begyndte at blive voldeligt da vi nåede vores 1 års dag.

Mit forhold med ham var vildt men lærerigt. Jeg sætter pris på det i dag.
Det gav mig en stor indsigt i forskellen mellem tilknytning, tiltrækning og kærlighed.

Jeg undrede mig over at jeg nogle gange mærkede en afsky ved den mand jeg samtidig forgudede.
Jeg undrede mig over, at efter en af de værste aftener- hvor han havde troet jeg havde været sammen med en anden og derfor været psykisk modbydelig og med fysisk magt,- slæbt mig gennem lejligheden og smidt mig ud af døren - mens mindst 5 gæster så på.
Dér tænkte jeg dagene efter, at jeg havde lyst til at gifte mig med ham.

En trygt tilknyttet kvinde var gået sin vej omgående.
Jeg tror aldrig hun var blevet tiltrukket af hans mørke i første omgang.

Hans overgreb skabte en trang til at binde mig stærkere til ham. Traume bonding.
Denne mand gjorde også det bedste han kunne og vi snakkede om episoden efterfølgende.
"Sjovt nok" havde han haft den samme tanke om ægteskab i kølvandet - samtidig med han undrede sig over sin egen adfærd. Det blev dog ikke bedre imellem os.

Jeg havde dér fået mig en hund, den kærligste lille stribede bokser/labrador. 
Jeg døbte ham Gandhi og da Gandhi var mellem 4 og 6 mrd. Gammel kunne jeg ikke byde ham det liv vi levede med den mand. Jeg mærkede det ikke for mig selv men jeg vidste 100 % at min lille ven fortjente bedre. En god ven åbnede sit hjem for os og vi flyttede fra det usunde forhold.

Selvom jeg nu kunne se at det forhold var et usundt forhold var det meget svært at slippe.
Gandhi var en kæmpe motivations faktor og det var nødvendigt for det var en kamp inden i.
Jeg havde sindsygt svært ved ikke at række ud efter ham. Jeg fandt på undskyldninger.
Jeg følte mig som en zombie og gik rundt i de mærkeligste følelser. Jeg længtes.
Jeg vågnede med angstsved. 

Udover min kærlighed til Gandhi var det min psykologs ord som hjalp mig:
"Du bliver nødt til at se på det som en afhængighed". 
 
Tilknytning er stærke kræfter. 
Det har bare intet med reel kærlighed at gøre.
Selvom jeg var meget tiltrukket af ham og meget knyttet til ham så var det ikke kærlighed.
Det var ikke trygt.

Kærligheden lærte Gandhi mig om.
Kærlighed har ingen grænser.
Ingen betingelser.
Kærlighed er fri og binder ingen.
Kærlighed gør aldrig ondt. 
Kærlighed er KUN kærlighed.

Kærlighed er en energi som vi forbinder os med indefra.
Kærlighed kommer gennem egenkærlighed.
Kærlighed er ærlighed.

Hvis vi ikke vil finde os selv i den samme type forhold igen og igen er vi nødt til at se på hvilke dynamikker vi udspiller. 
Hvilke roller giver vi os selv og vores partner?
Hvilke overbevisninger har vi omkring os selv og andre?
Hvilken tilknytning ligger i systemet? 

Kærligheden er til for os alle og kræver kun vores bevidsthed omkring den.
Led ikke efter kærligheden - den er der allerede - vi skal bare lave plads til den <3 

Hvorfor og hvordan- fra Jylland til København

Jeg kan stadig mærke begejstringen over endelig at udleve min drøm om at flytte til København. Dén følelse af glæde og succes. Yes-jeg gjorde det sku!
Jeg husker dagen vi flyttede ind og jeg lavede denne statusopdatering lige så godt som dagen jeg besluttede at "nu skrider jeg sku". Dén dag er en lige så vigtig del af historien.
For jeg havde drømt om at flytte til København siden jeg barn men følte, at vejen til at realisere drømmen var uoverskuelig og jeg følte mig inderst inde alt for lille og usikker.
Jeg blev voksen men følte mig på ingen måde klædt på til opgaven.
Da jeg blev 17 blev mine forældre skilt og hvad der før var et mørkt sind bag et påklistret smil blev til decideret depression som fyldte meget de næsten 15 år. 

På min 23 års fødselsdag fik jeg en mavepuster som skubbede mig ud af mit sorte hul.
Tidligt om morgenen ringede min x-kæreste. Det var knap et halvt år siden jeg havde afsluttet forholdet og det var en smerte han ikke kunne håndtere.
Han ringede derfor ikke for, at sige tillykke med fødselsdagen men for, at fortælle, at han lå i et badekar og ville sige farvel mens blodet blandede sig med vandet og tiden løb ud.
Han er et godt menneske og han blev heldigvis fundet i tide <3.
Jeg har nu som dengang stor sympati for hans smerte og det smertede også mig at afslutte et ellers trygt og dejligt forhold. Jeg vidste bare, at villa, volvo og vovhund kassen i en lille by ikke er mig.
Jeg stod op af min seng og var knust og i chok. 
Jeg gik en lang tur med vores stadig fælles hund og forsøgte at sunde mig.
Jeg delte den frygtelige nyhed med min daværende og ret nye kæreste som svarede, at "det var træls".  Ja det var da rigtig træls som vi siger heroppe.
Jeg gik op til min mor hvor familien samles til min fødselsdag.
Jeg fortalte om situationen og alle talte om hvor synd det var for ham.
Det var også synd for ham. Jeg havde det faktisk også selv enormt dårligt inden i. 

Det var den dag jeg for første gang bare fik nok. Fik nok af at sidde og snakke om ingenting, -lade som ingenting - mens hjertet er knust.
Omringet af mennesker og ensomhed. Hip hip hurraaaa.
Jeg ved at alle gør det bedste de kan men jeg opdagede også ret tidligt, at de fleste voksne bare er store børn, som har lært at arbejde og passe ind i kasserne men ikke lært at håndtere eller kommunikere følelser og svære situationer. 

Da jeg kom hjem til mig selv mærkede jeg en vrede. Jeg mærkede en grænse. Jeg havde fået nok!
Jeg var træt af livet, af skilsmisse kaos som forsatte med alle dets syge ringe i vandet.
Jeg var træt af smerte og af, at slæbe mig af sted på arbejde eller uni. 

Jeg var træt af, at alting var så synd for alle omkring mig.
Jeg var ved at blive kvalt i både min egen og alle andres smerte.
I et kort øjeblik synes jeg sku' nok egentlig, at det faktisk også var synd for mig.
Jeg mærkede et indre vredt og modigt "fuck det!".
"Jeg gider ikke at det her skal være mit liv mere".
Jeg gik ind og skrev en mail til min udlejer og opsagde lejligheden.
Jeg annoncerede til min nye kæreste at "nu flytter jeg til København- du er velkommen til at tage med hvis du vil". Det ville han.

Dét blev startskuddet til, at leve mit eget liv og fokusere på hvad jeg selv drømte om og havde lyst til. Til bare at være mig selv. Med alt hvad jeg er.

Kort før vi skulle være ude af den gamle lejlighed kom den nye lejlighed på plads.
Med hjælp fra min kærestes kammerat som tog til åbent hus og godkendte lejligheden- hvorefter jeg talte med udlejeren som godkendte os- så var vi klar. 

D.18 juni 2012 flyttede min kæreste og jeg med toget fra Hjørring til København med tasker, kufferter og hund. Lejligheden var allerede møbleret så vi pakkede bare det mest nødvendige der var plads til, fik resten opmagsineret og drog afsted. 
Vi mødtes med kammeraten på hovedbangegården og med hund og baggage gik vi ud til Nordre røse vej i et dejligt kvarter på Amager. Lejligheden var super fed og alternativt indrettet.
I det 5 kantede soveværelset med den runde seng var Johnny Depp malet stort på væggen og jeg var solgt til stanglakrids.
Vi fik hurtigt pakket ud og lænet os tilbage med pizza, bajer og vin, som opdateringen fortæller - SKÅL og så var vi igang. 

Sommeren var igang. Jeg fik job på en sushi restaurant og kunne starte mine dage med at gå med hunden stranden og få en svømmetur inden vi gik i hundegården 2 minutter fra lejligheden. Et sted jeg hjalp med at opbygge og hvor jeg fik et fantastisk netværk.
Solen strålede og følelsen af, at "jeg gjorde det sku" fyldte mit hjerte med eufori.
Jeg følte mig så fri og jeg var så fucking glad når jeg så mig omkring. Selvom nissen flytter med og mange dage stadig var fyldt med tårer, så var jeg omringet af en drøm, som jeg tog ansvar for gik i opfyldelse og det er en af de største gaver jeg har givet mig selv. 

Jeg fik lyst til at dele denne fortælling med jer fordi den gør mig så glad.
Ikke fordi den er fyldt med ren lykke men fordi den er ægte og minder mig om, at smerte nogle gange er startskuddet på noget nyt og langt mere fantastisk end man kunne forestille sig. 
En sådan flytning er måske småting for andre som allerede har rejst verden rundt.
Men jeg er en kvinde som stadig har ar på indersiden af mine kinder. -Fordi, at bide i dem var en usynlig måde at håndtere hverdagens ubehag ved noget så småt som at gå igennem sit eget køkken når der sad en gæst.
For mig var livet som sensitiv og empatisk hårdt og jeg var ikke klædt på til hverken at være eller rumme mig selv. 
Dén flytning minder mig om, at jeg er min egen bedste ven.
Om den enorme begejstring jeg følte og alle de fantastiske oplevelser jeg fik.
Den minder mig om, at det kan betale sig at tage chancer og følge sin passion i tillid til, at det hele nok skal gå. 
Det håber jeg også min historie vil minde dig om <3 

Jeg skylder ikke nogen noget!

 Jeg skylder ikke nogen noget! 

Det kan måske lyde lidt voldsomt. Det synes jeg i hvert fald selv da jeg fik at vide, at dét var en sætning jeg ville have gavn af at køre som mantra. Det er et par år siden nu og sætningen popper ofte op i mine tanker og hjælper mig med at slippe mit indre forventningspres i mine relationer.

Jeg arbejder forsat på at integrere denne overbevisning og nu vil jeg dele hvad der ligger i det arbejde for mig og hvilke tanker jeg gør mig på emnet.

Min indre skyld og skyldner.

Jeg har altid følt at jeg skylder alle andre, at sætte mig selv til side og tilpasse mig.
Jeg har ubevidst lært at andre er vigtigere end jeg selv er. At man skal være sød og høflig- og at dette er synonym med at tilsidesætte egne grænser og behov.

Jeg siger til mig selv "Jeg skylder ikke nogen noget" og føler mig skyldig ved at sige det.
Jeg spørger følelsen af skyld i mig hvad den fortæller. Skylden fortæller mig om hvad alle andre har gjort for mig, - at jeg ikke er et godt menneske, hvis jeg ikke tager ansvar for dem - deres problemer, følelser, lyster og behov.
Skylden fortæller, at det er synd for de andre hvis jeg tænker på mig selv. -At jeg så er egoistisk. 
Følelsen af skyld skaber følelsen af at skylde.

"Synd for andre" har styret enormt meget i mit liv og været en tung byrde at bære.
Jeg har kæmpet rigtig meget med dårlig samvittighed over alting og følt mig meget forkert for at have grænser og behov. Jeg har haft svært ved at tillade mig selv bare at være mig selv og leve mit eget liv. 
Det er også derfor mantraet "Jeg skylder ikke nogen noget" blev givet til mig i forbindelse med en healing.

Jeg møder nu følelsen af skyld i mig selv med kærlighed. 
Når jeg føler skyld fordi jeg ikke har socialt overskud, fordi jeg ikke sagde det rigtige, fordi jeg ikke var der til at hjælpe eller fordi hvad end...
Når skyld og skam bider i det indre, over selv de mindste ting, minder jeg mig selv om, at jeg ikke skylder nogen noget!

Jeg minder mig selv om, at jeg ikke bærer ansvaret for andre menneskers følelser, behov eller problemer.
Jeg skylder ikke andre, at gøre mig selv lille så de kan føle sig stor.
Jeg skylder ikke andre, at sænke min egen energi til deres niveau, - at lide fordi de lider.
"Hvad end du ikke ændrer i dit liv- vælger du".
Det er en grundlæggende overbevisning jeg har og derfor skylder jeg heller ikke andre, at lide under hvad end dé vælger ikke at ændre. 
Jeg skylder ikke nogen noget - for alle er sit eget ansvar!
Vi har alle ansvaret for at fylde vores egen kop.

Bruce Lee sagde "Jeg er ikke her i verden for at leve op til dine forventninger og du er ikke her i verden for at leve op til mine."

Jeg er her i verden for at leve mit eget liv som jeg føler for.
Jeg skylder kun mig selv og min sjæl at følge mit hjerte og stå op for dét.
Jeg bærer kun ansvaret for, at møde mine egne forventninger, grænser og behov.

Når jeg minder mig selv om alt dette letter presset gevandigt i mit indre.

Ingen skylder nogen noget.

At jeg kun har ansvar for mit eget liv (i og med jeg ikke har børn!) betyder ikke at jeg tillader mig selv at disrespektere andre menneskers grænser eller behov.
Jeg mener heller intet af dette som en opfordring til at møde andre med ligegyldighed.
Jeg mener kun at vi ikke bør holde andre ansvarlige for vores liv og at vi ikke bør bære byrden af ansvar for andre. 

Jeg forstår i dag bedre, at det ikke er sundt eller godt at tage ansvar for andre- for du tager samtidig ansvaret FRA andre. Du frarøver dem deres mulighed for udvikling og du siger indirekte at du ikke har tillid til, at de selv kan. 
Følelser er ikke farlige og alle mennesker bærer selv ansvaret for at håndtere hvad end de føler og hvad end betydning de tillægger tingene.
Lad dem falde så de kan lære at rejse sig igen.

Relationer eller transaktioner

Enormt mange relationer bygger på en transaktionsforståelse hvor man hele tiden skylder hinanden.
 - oftest ubevidst og sjældent italesat.

Der er en grundlæggende forventning i rigtig mange relationer af, at man holder regnskab og skylder hinanden. Jeg gør det her for dig og så gør du det der for mig.
Grænserne for ansvar er udviskede og folk bliver uhensigtsmæssigt sammenviklede.
Man skylder pludselig sin partner eller forælder at tage ansvar for deres følelser.
Man skylder pludselig hinanden at skulle lide eller opgive sine egne værdier i "kærlighedens" navn
(og det har intet med kærlighed at gøre- kærlighed er KUN kærlighed, aldrig lidelse). 

Jeg er kæmpe fortaler for samarbejde så misforstå mig ej.
Vi er skabt til at samarbejde og ikke til at konkurrere som systemet ellers vil bilde os inde.
At samarbejde er dog ikke det samme som at skylde hinanden i et væk.
At give væk er ikke det samme som at bytte.
At give eller gøre med en skjult agenda er ikke hjælp men manipulation.
Vi skylder os selv og hinanden, at være enige og ærlige om præmissen og forventningerne.

Hvis du iagtager dig selv føle eller sige, at "det er for dårligt at..." - For dårligt at ham eller hende ikke gør sådan og sådan, når nu du har gjort dit og dat for dem- så ser du samspillet som en transaktion og en forretning. De kender ikke til dit indre regnestykke og kender ikke dine indre forventninger.
Deres forventninger og regnestykke ser helt anderledes ud. Der mangler ærlighed.
Hvis du synes andre skylder dig, for alt hvad har givet dem, har du reelt intet givet væk.

Bliver du bitter over den tid og energi som du har givet væk, har du givet noget væk af dig selv, som du faktisk ikke kunne undvære. 
Måske gav du noget af dig selv væk, fordi du tænkte på hvad du ville få igen?
Måske fordi du tager uretmæssigt ansvar for, at andre ikke må føle sig skuffet eller skulle finde andre løsninger? (selv tage ansvar for deres liv).
Måske kan du ikke rumme hvis andre ikke er tilfredse med dig? (og sån er livet nu engang imellem)
Måske det er fordi du synes det er synd for dem?
Fordi du lider under medafhængighed og udviskede grænser? 
Fordi du ikke kan rumme ubehaget ved at sige nej?
Måske peger du så i dit indre bebrejdende på dem, for alt det du opgiver i "kærlighedens navn" for "deres skyld".

Det har jeg selv gjort, følt et indre pres for at skulle tilfredsstille andre og tilsidesætte mig selv.
Jeg har handlet ud fra mit eget lave selvværd og pleaser mentalitet og påstået at det var for andres skyld. Jeg har handet efter det indre pres, udmattet mig selv og bebrejdet andre hvad der i sidste ende er mit eget valg - min egen beslutning om, at sætte dem over mig.
I sidste ende er det min indre forventning, mit valg og mit ansvar.

Kernen er for mig k-ærlighed og autencitet. 

Hvis du giver væk i attituden af, at "det er da ingenting" selvom du i virkeligheden brækker ryggen over det og bagefter forventer at folk skal brække ryggen for dig, er du hverken ærlig eller kærlig.
Hvis du overskrider dine egne grænser for at hjælpe andre og bebrejder dem i dit indre- så svigter du dig selv ved at forvente at andre tage ansvaret for dit liv. Kun DU kan sige ærligt til og fra. 

Når du forstår at du ikke skylder andre noget kan du sætte dig selv fri.
Samtidig kan du sætte alle andre fri for de skylder heller ikke dig noget!